28/7/2022 – Kronik Avisen DANMARK
Over tid opstår der interessante politiske sager med karakter af skandale, lovbrud, snyd eller direkte bedrag. Hvad er værst, og hvad er konsekvensen?
Her er nogle markante eksempler: Jeg har lige læst bogen om Britta Nielsen, ”Forræderiet mod velfærdsstaten”. Fremragende afdækning af, hvordan det kunne gå til, at Britta Nielsen kunne malke Staten for 117 millioner kr. Hun ikke bare udnyttede velfærdsstaten, men hun udstillede også systemets store svagheder. En kæmpe skandale, men hvad var konsekvensen: Ingenting – hverken politisk eller administrativt.
Udbytteskattesvindelen på over 12 milliarder kr. i SKAT – hvem interesserer sig for den sag, og hvad var den politiske konsekvens? Ingenting. Og op mod hver femte dansker har gæld til det offentlige – en gæld der ved udgangen af 2021 samlet løb op i 145 milliarder kr. Hvordan kan det gå så galt under skiftende regeringer? Ingen svar.
Tibet-kommissionen har heller ikke kunne placere et egentligt ansvar i sagen om ulovlige overgreb på demonstranter med tibetanske flag under et Kina-besøg i København. Og hvad med Irak-krigen, hvor danske soldater kom hjem i kister eller som lemlæstede med sår på sjælen? Måske i en krig baseret på en påstand om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben. Irak-kommissionen blev nedlagt, og vi fik aldrig svar på om Danmarks deltagelse i krigen var baseret på et løgnagtigt grundlag.
Tvindskolerne fik i 1996 frataget deres tilskud af den daværende Nyrup-regering. Højesteret afgjorde i 1999, at indgrebet mod Tvindskolerne var grundlovsstridigt. Tidligere skatteminister Kristian Jensen handlede også mod Grundloven, da han i 2009 igangsatte administration af en ny skattereform, inden den var vedtaget i Folketinget. Han fik også en næse.
Tilliden til systemet tager skade, hver gang der sker uhensigtsmæssige hændelser, men derfor er der ingen grund til at hetze med noget, der i minksagen kan opleves som en ubehagelig blanding af ægte had og falsk, totalt overspillet forargelse med det ædle formål at intimidere en politisk modstander.
Instruktionskommissionen fik konsekvens. Her var der så også tale om en genstridig og stædig integrationsminister, der nægtede at undskylde eller indrømme, at hun bevidst havde brudt loven. I den sag havde Folketingets Ombudsmand endog forinden udtalt kritik af ulovlighederne, men først efter et regeringsskift fik hun sin fortjente straf.
I minksagen hargranskningskommissionen udtalt kraftig kritik af især embedsværket. Det får naturligvis konsekvenser, selvom også embedsværket var i en slags undtagelsestilstand i november 2020. Sagen har allerede kostet en fødevareminister posten, og Statsministeren har fået en næse. Personligt blev jeg heller ikke meget klogere i den sag. Når der ikke er talt usandt eller handlet med forsæt, kan der i sagens natur heller ikke være udvist grov uagtsomhed og dermed ikke grundlag for en rigsretssag.
I en sag af ældre dato slap tidligere grønlandsminister, Johannes Kjærbøl, for en oplagt rigsretssag, også ifølge højesteretsdommer Peter Christensen. Kjærbøl løj bevidst i Folketinget om skibet Hans Hedtoft, der forliste ved Grønland i 1959. 95 ombordværende druknede ved sammenstødet med et isbjerg. Ministeren var blevet advaret om risikoen for sejlads, og han havde løjet om det i Folketinget. Han slap med en næse. Den daværende regering var en flertalsregering og kunne snildt stemme forslaget om en Rigsretssag ned.
I dag er danske regeringer normalvis mindretalsregeringer, og tak for det. Der er parlamentarisme og ingen begrænsninger for at stille forslag om mistillidserklæring. Og med den konstruktion giver det heller ingen mening at kalde en mindretalsregering for magtfuldkommen.
Britta Nielsen–sagen skriver sig ind i en lang række af offentlige skandalesager, som er endt uforløste. Det er mere reglen end undtagelsen, at de advokatundersøgelser og kommissioner, som typisk bliver sat i gang, konkluderer, at der ikke kan placeres et ansvar. Konklusionen bliver ofte, at det er tydeligt for enhver, at der er foregået noget helt forkert, men det konkrete ansvar forsvinder typisk i svigtende hukommelse, bortkomne dokumenter og regler, som beskytter embedsmænd.
Tilliden til systemet tager skade, hver gang der sker uhensigtsmæssige hændelser, men derfor er der ingen grund til at hetze med noget, der i minksagen kan opleves som en ubehagelig blanding af ægte had og falsk, totalt overspillet forargelse med det ædle formål at intimidere en politisk modstander. Det er der ingen grund til, demokratiet fungerer fint uden den slags politiske abekast og tilsmudsning.
Skandaler kommer og går – og hel uanset partifarve, og Danmark er stadig – og uanset ”skandalerne” – et af de bedste demokratier i Verden. Men skandalerne skaber både politiker- og embedsmandslede hos vælgerne og kan desværre bane vej for en stigende populisme.
