10-07-2023 Debat Avisen Danmark
Tarmkræftsagen fra Aarhus Universitetshospital tyder på, at politikerne ikke har nogen fornemmelse af virkeligheden på hospitalerne. Samtidig vidner de overskredne kræftventetider om et absurd ledelsessystem, hvor ansvar og problemløsning forskydes nedad, men uden beføjelser til at handle. Medarbejdere fra gulvet og hele vejen op til topledelsen har klaget eller bedt om hjælp, men hverken topledelse eller politikere har hjulpet. Så alle er skyldige, alle er ofre, og miseren er gået ud over patienterne.
Topledelsen og de ansvarlige politikere har i sagen været åbenlyst svære at få i tale, og når de ikke længere kunne skjule sig bag horden af kommunikationsfolk, har svaret i første omgang været: ”Vi vidste ikke noget”. DR-afsløringerne har haft den groteske konsekvens, at chefer og ledere på hele 3 niveauer er væk – enten fyret, fritaget for tjeneste eller gået selv. Kunne noget lignende være sket i en anden region? Svaret er desværre et meget klart ja.
Overfor blandt andet Sundhedsministeriet og Sundhedsstrukturkommissionen har jeg redegjort for hele 13 absurde hændelsesforløb fra Region Syddanmark, dokumenteret ved hjælp af aktindsigter og samtaler med både nuværende og tidligere ansatte. Alle forløb indeholder væsentlige elementer af både ansvarsforskydning og inkompetence, hvor ingen vil tage ansvar, endsige tage stilling til problemerne og løsning af dem. Her er i kort form tre fortællinger om absurde forløb, som billeder på et sygt sundhedsvæsen:
1) Et bekymringsbrev om uskrevne journaler på ca. 1.700 stk. i kirurgisk afdeling på Esbjerg Sygehus afvises af sygehusdirektøren. Først da Styrelsen for Patientsikkerhed går ind i sagen, sker der noget. Efter et halvt år kommer der nogenlunde styr på den voldsomme ophobning af journaler. På hjerteafdelingen på Esbjerg Sygehus har personalet i lang tid forsøgt at få samme direktion i tale om det dårlige arbejdsmiljø og markante ledelsesproblemer. Også her må personalet gå til Styrelsen for Patientsikkerhed, før der sker noget.
2) Folketingets Ombudsmand udsteder før julen 2022 et alvorligt påbud om Regionens ulovlige benyttelse af tavshedsklausuler (mundkurve) i fratrædelsesordninger. Regionen afsløres også i en konkret sag i et forsøg på at binde en grundlovsstridig tavshedsklausul på en bisidder i en afskedssag. Regionen tvinges til at kigge indgåede fratrædelsesordninger efter i sømmene. HR-direktørens eneste kommentar er, at ”sådan har vi altid gjort”.
3) En forholdsvis banal anmodning om aktindsigt i personalepolitikken for fastholdelse af ansatte på Esbjerg sygehus afvises af sygehusdirektøren. Hele syv henvendelser skulle der efterfølgende til, før politikken bliver udleveret – og efter hele 52 dages forløb. I en af afvisningerne begrunder sygehusdirektøren afvisningen med, at ”sygehuset ikke har nogen specifik politik for fastholdelse”. Det er ikke sandt.
Hvad er diagnosen så? Sammen med kræftskandalen i Aarhus vidner de tre fortællinger om, at der i vores sygehusvæsen er en usund kultur, præget af inkompetente ledelser, ansvarsforskydninger og ansvarsforflygtigelser. Først når medierne indvier befolkningen i svigt og inkompetence og bider de ansvarlige i haserne, sker der noget. Ledelseslagene falder sammen som korthus, som vi lige har været vidner til i Aarhus.
Sundhedsøkonom Jes Søgaard mener, at skurken i det syge sundhedsvæsen først og fremmest er ledelsessystemet. ”Det er et perverteret, decentralt ledelsessystem, sygehusene har. Det er fuldstændig absurd”, siger han i et længere interview i Ugeskrift for Læger.
Egenrådige decentrale ledelser er samtidig medvirkende til, at der opstår subkulturer, hvor ingen reagerer eller råber højt, selvom alarmklokkerne bimler og bamler. Det har en HR-chef i Region Midtjylland begrundet med, at det vil stride med princippet om decentral ledelse.
Kulturen i sygehusvæsenet synes at være præget af, at mellemledere og medarbejdere mangler mod til at holde fast ved deres menneskelige og faglige værdier og overbevisninger. I stedet hersker der underkastelse og frygt for at stå frem, når noget kører skævt og bør tages hånd om. Fakta bliver fortiet eller skjult, hvilket er dybt uhensigtsmæssigt for både sygehusvæsenet, borgerne og demokratiet.
I Aarhus har kræftsagen som nævnt haft voldsomme konsekvenser for hele tre ledelseslag. Var journalister ikke gået ind i skandalen, havde alting højst sandsynligt været som før. Og politikerne havde i så fald fortsat været uvidende om det kolossale svigt og andre uhensigtsmæssigheder. Spørgsmålet er, om benamputationssagen, brystkræftskandalen, tarmkræftsagen og andre sager blot er en flok enlige svaler, eller de er de første synlige toppe i en armada af isbjerge?
Der er naturligvis en god grund til, at Sundhedsstrukturkommissionen er blevet nedsat, og den bør ikke mindst have fokus på sygehusvæsenet kultur og decentrale ledelsessystem. Et resultat af kommissionens arbejde vil forhåbentlig være, at regionerne bliver nedlagt, og der i stedet bliver opbygget en sund kultur og et langt mere sammenhængende og velfungerende ledelsessystem, hvor vi som borgere kan have tillid til, at sygehusvæsenet vil os det bedste, og alt foregår både lovligt og etisk forsvarligt.
