18/01/2023 – Læserbrev JydskeVestkysten
Der er mange argumenter for at ikke at afskaffe store bededag. Ingen af dem, synes jeg, er helt overbevisende.
Mindst overbevisende argument er nok det, at vi har brug for dagen til fordybelse eller bøn. I den forstand er tiden løbet fra bededagen. Vi har for eksempel i mellemtiden fået seks ugers ferie, en fem dages arbejdsuge og flere steder på vej til en fire dages arbejdsuge.
I en JV-leder postuleres det, at “landets førende økonomer“ afviser, at bededagen vil få milliarder til at rulle ind i statskassen. Det er også et misvisende argument, og ikke mindst en sandhed med visse modifikationer. Og hvem er landets førende økonomer egentlig?
Bededagen er i øvrigt ikke særlig dansk. Den stammer fra Tyskland, der i 1995 afskaffede bededagen som national fridag med det formål at finansiere sygeforsikring af arbejdstagere, lige som den nu her skal betale for forsvaret.
Bededagen er indført ved lov i 1686 og er ikke en ”rigtig” helligdag som jul, påske og pinse, der fører os ind i kristendommens hjerte. Så den kirkelige bekymring er naturligvis velment, men næppe afgørende.
Arbejdsmarkedets parter har taget bededagen til sig som ”deres” dag, hvor arbejde udløser helligdagstakst, og det ser man nødigt, at der pilles ved. Nu vil man helt uhørt have en folkeafstemning om emnet og dermed sætte det repræsentative demokrati ud af kraft.
Vi har sammensat et nyt folketing, som vi har sat til at løse landets problemer og udfordringer, men vi opfører os som et lille puslingeland, der hygger os i smug og lige nu slås om en ”sølle” bededag, mens hele verden brænder om vor vugge.
