Varde Kommune har som en anden ejendomsmægler forsøgt at sælge jord

21-05-24 Læserbrev JydskeVestkysten

JydskeVestkysten kunne den 18. maj 2024 bl.a. fortælle, at Varde kommune som en anden ejendomsmægler har forsøgt at sælge egnet jord til interesserede købere uden at informere lodsejere og naboerne. Herunder altså også den jord, som borgmester Mads Sørensen ejer, og hvor han tidligere har drevet minkfarm. Manøvren er dog nu stoppet, men artiklen efterlader alligevel et indtryk af lusk og fortielser.

Borgmesterens parceller i Sig er i lighed med 22 andre egnede steder til datacentre udpeget af konsulentfirmaet Rambøll. Offentliggørelsen af de mulige og egnede parceller blev meget påfaldende offentliggjort af kommunens chefkonsulent og kommunaldirektør i november måned 2023 – uden politisk godkendelse forlød det, men spørgsmålet er, om borgmesteren i virkeligheden var involveret?

For blev kommunaldirektøren og chefkonsulenten de facto sendt i byen med fuld opbakning fra borgmesteren som en slags afledningsmanøvre for at undgå offentlig indblik og dermed polemik om hans indlysende egen interesse i sagen? Og hvorfor fortalte borgmesteren ikke allerede dengang offentligt, at hans egne parceller også var udpeget som interessante?

Efterfølgende har han deltaget i behandling og drøftelser af placering af datacentre m.v., uden på noget tidspunkt offentligt at have meldt ud, at han havde et habilitetsproblem.

Og hvilken rolle har forvaltningen og den meget omtalte chefkonsulent (tidligere formand for V) mon spillet – også i forhold til at guide den potentielle investor frem til netop området ved Sig? I parentes bemærket belønnede borgmesteren chefkonsulenten med en bonus på 50.000 kr. i 2023.

Kortene på bordet – sagen lugter af kammerateri, fortielse og forsøg på egen mulig vinding.

Borgmester i Varde Kommune, Mads Sørensen svarer følgende: 

Byrådet afsatte i efteråret 2022 penge til en ekstern og uafhængig screeningrapport, som skulle kortlægge potentialer i forhold til grønne investeringer i Varde Kommune. Rapporten blev bestilt i foråret 2023. Det er faktuelt forkert at tale om en manglende politisk godkendelse af denne rapport, da formålet i første omgang var at skabe overblik over potentialer – ikke at træffe politiske beslutninger.

Plan og Teknik-udvalget har for nyligt i denne avis beskrevet forløbet for større planprojekter. Den samme procedure gør sig gældende i dette tilfælde, hvor det alene er efterspørgslen fra investorer, som afgør, hvilke af de 23 potentialer, der kigges nærmere på. Det har hverken embedsværket eller det politiske niveau indflydelse på.