24-04-2023 Læserbrev JydskeVestkysten
SVM-regeringen har fremlagt et lidt kringlet forslag til reform af universiteterne. Menigmand har svært ved at gennemskue kernen i reformen. Men der er åbenlyst et behov for en reform. Selv Nina Smith`s reform-kommission har dokumenteret et behov for forandringer.
Frem mod 2030 mangler 100.000 faglærte arbejdere, 16.000 sosu´er og rigtig mange lærere, sygeplejersker og pædagoger.
Arbejdsløsheden inden for en række specielt nyopfundne humanistiske og samfundsorienterede fag er helt oppe på 20 procent.
Faktisk er antallet af akademikere siden 1990 steget fra 10 til over 25 procent af en årgang.
I den kontekst er det klart nok, at det er akademikerne, der er den faggruppe , der piver mest. Men det ændrer ikke på, at der er hårdt brug for en bred og langtidsholdbar forandring af undervisning og uddannelse i Danmark.
Skåret ud i pap: Alt for mange universitetsuddannelser bidrager ikke med værdi til samfundet, og tilgangen til erhvervsuddannelser er helt katastrofal.