06-11-23 – Debat JydskeVestkysten
Robusthedskommissionen vil formentlig hurtig gå i glemmebogen og mestendels huskes for Søren Bostrøms kække opfordring til mere motion, mindre rygning og sundere kost.
Men kommissionen havde retfærdigvis også bl.a. fokus på nytænkning, ny teknologi og almene patientrettigheder, herunder et forslag om en differentieret behandlingsgaranti. Bostrøm beskrev bl.a., hvordan det var “det rettighedsbaserede sundhedsvæsen, der drev de uhensigtsmæssige behandlinger i sundhedsvæsenet”.
Med god grund har Robusthedskommissionens fokus på det rettighedsbaserede sundhedsvæsen og anbefaling af en differentieret behandlingsgaranti ikke just vakt jubelstemning hos privathospitalerne, som direkte advarer mod en evt. delvis afskaffelse af patientrettighederne.
Konsekvensen er nemlig i så fald, at man så politisk vil prioritere akut syge, kræftsyge og anden kritisk sygdom over dét, som er privathospitalernes kronjuvel og levebrød: De nemme, velforsikrede og i øvrigt raske patienter med enkle sygdomme, som ret let, risikofrit – og uden al for megen bøvl – kan opereres væk.
Ifølge overlæge og kirurg Niels Bentzon, Herlev og Gentofte Hospital, så “hjælper” privathospitaler kun de patienter, man tjener penge på at behandle. D.v.s. de yngre, velforsikrede og i øvrigt raske borgere. Alle andre bliver i hovedreglen afvist. Det gælder de fede, multisyge, kronisk handicappede, storrygerne, de psykisk udfordrede, misbrugerne og andre “besværlige” borgere.
I en kronik i Berlingske skriver overlægen også, at ud over at håndplukke de lukrative kunder, så lokker man veluddannede sygehuspersonale væk fra det offentlige med gode ansættelsesvilkår, behageligt patientklientel og meget lukrativ aflønning. Ingen aftenvagter, akutvagter og fri i julen og på nytårsaften hvert år. Og dermed medvirkende årsager til at gøre det tiltagende vanskeligt at tilbyde attraktive arbejdsvilkår i det offentlige, både for jordemødre, læger og sygeplejersker.
Når det offentlige således konstant afgiver vigtige arbejdsopgaver samt kvalificeret personale og milliarder af skattekroner for at nære privathospitalernes forretning, er prisen høj. Både bogstaveligt, fordi betalingen til privathospitalerne stadig er enorm, og indirekte, fordi forskning, undervisning, rekruttering/fastholdelse af personale, arbejdsklima etc. altsammen risikerer at visne og dø på de hårdt beskårne og besparede offentlige sygehuse.
Særligt i Hovedstadsområdet er der ifølge Niels Bentzon, allerede nu store problemer med at uddanne speciallæger i kirurgi, fordi mange af de rutineprægede indgreb, de skal lære, er udvisiteret. Øvelse gør mester, og det tager seks-syv år at blive uddannet i et svært håndværk som kirurgi.
Men uden tilgang til et bredt sortiment af patienter og operationer går det ikke. Og forskningen svækkes til stor skade for fremtidige patienter, skriver Niels Bentzon.
Der er naturligvis en god grund til, at Sundhedsstrukturkommissionen er blevet nedsat, og den bør ikke mindst også have fokus på skævvridningen, sygehusvæsenets kultur og decentrale ledelsessystem, som er en væsentlig del af diagnosen på det syge sundhedsvæsen.
Et resultat af Sundhedsstrukturkommissionens arbejde vil forhåbentlig være, at regionerne bliver nedlagt, og der i stedet bliver opbygget en sund kultur og et langt mere sammenhængende system, hvor vi som borgere har tillid til, at sygehusvæsenet vil os det bedste, og alt foregår både retfærdigt, lovligt og etisk forsvarligt.
