23-08-23 Læserbrev Avisen Danmark
Den 26. januar 2023 fik medlemmerne af Folketingets finansudvalg to timer til at læse aktstykkerne, før de skulle mødes og tage stilling til et indkøb af militært isenkram for over 1,7 mia. kr. Samme dag skulle nu fhv. forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) besøge udsendte danske soldater i Letland, og flere medrejsende politikere husker, at ministeren lagde stor vægt på, at det var vigtigt for ham at kunne præsentere indkøbet for soldaterne netop den dag. Og sikkert også overfor pressen, må man formode.
Forud for dette forløb havde Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse haft tre arbejdsdage og en weekend til at foretage en markedsundersøgelse med den lakoniske PS fra Ministeriet: ”Den korte frist beklages”. Nu ved vi, at der intet sagligt grundlag var for at forcere processen. Sagen er undskyldt og beklaget, en departementschef er foreløbig blevet hjemsendt og en netop raskmeldt forsvarsminister er ”smuttet”.
Men sagen ender ikke her, og nu skal sagen heldigvis kulegraves. I sidste ende er det ministeren, der er ansvarlig for, hvordan beslutningsprocessen organiseres, og det er derfor vigtigt, at den uvildige undersøgelse, som Ellemann har lovet, også kommer til at omfatte hans egen rolle i sagen. For det store åbne spørgsmål, der står tilbage, er, hvorfor både embedsmænd og politikere fik så kort tid til at tage en så vigtig beslutning?
En væsentlig lære af coronakrisen var i øvrigt, at Folketingets kontrolmuligheder blev svækket af lukkethed og hastebehandlinger af lovforslag med alt for kort tid til høringer. Den forcerede model for magtudøvelse kulminerede med minksagen, hvor faglighed og jura til dels blev ofret i en voldsom topstyret og presset proces. Dengang var spøgelset faren for et nyt Wuhan i Danmark. Og dengang kritiserede Ellemann-Jensen Mette Frederiksen for at ”tørre ansvaret af på sine embedsmænd”, selvom hun ”sad for bordenden, da de vigtige beslutninger blev truffet”. Om nogen burde Jakob Ellemann-Jensen have lært af coronakrisen og minksagens politisk-administrative ulykker. I regeringsgrundlaget er der endog nedfældet pæne ord om, at gentagelsestilfælde ikke må finde sted. Det er vigtigt at fastholde fokus på, hvordan og hvorfor tidspresset overhovedet er opstået.
Er det Forsvaret, der har snydt Ellemann, eller er det mon Ellemann, der har snydt Folketinget? Der er trods alt tale om et milliard-indkøb, som vil være definerende for dansk forsvar i adskillige år frem.
Og selvom Jakob Ellemann tilsyneladende er bragt ”i sikkerhed” i Økonomiministeriet, så bør hans rolle kulegraves, for oveni er det altså meget påfaldende, at retræten til en mere politisk betonet ministerpost sker netop nu – kun få uger efter raskmelding.
