Hvorfor fravælges Varde som bosætnings-kommune?

01/01/2023 – Læserbrev JydskeVestkysten

Læserbrevsskribent Tommy Søndergaard synes, det er problematisk, at mange chefer på rådhuset ikke bor i kommunen. Her ses ryggen afkKommunaldirektør Mogens Pedersen fra Varde Kommune. Foto: Henrik Reintoft

De udfordringer, som Varde Kommune har i forhold til for eksempel infrastruktur, forsvar, beskæftigelse og uddannelse, kan kun løses i et bredt kommunalt samarbejde og naturligvis under forudsætning af et stærkt byråd suppleret med passionerede og dygtige embedsfolk. Men er det så en forudsætning, at man også skal bo her?

Ifølge kommunen selv er det ikke noget problem, at de langt de fleste chefer (25 ud af 27) bor i andre kommuner. I en officiel meddelelse hedder det således blandt andet, ”at Varde Kommune er et fantastisk sted”. Og videre, ”at alle (cheferne, red.) har de valgt jobbet til, fordi de ønsker at gøre en forskel for Varde kommune, for kommunens borgere, erhvervslivet og kommunens mange arbejdspladser og gæster i ferielandet”.

Det er ikke for at være nedladende, men det kunne jo godt være, at for eksempel kommunale chefer havde en anden opfattelse af tingene, hvis de rent faktisk også boede her og oplevede hverdagen her? Kommer de eksempelvis ud og mærker byen, ligesom vi andre gør, og hvad er der egentligt galt med Varde Kommune, når flere chefer ikke bosætter sig i kommunen? Det er der naturligvis flere gode grunde til, men hvis Varde er så fantastisk et sted, hvorfor fravælges kommunen så som bosætningskommune?

Er det i virkeligheden flere attraktive grunde og boliger, der kan lokke for eksempel Vardes chefer til at bosætte sig i kommunen? Gevinsten er indlysende, for så blev netto-lønudgiften til disse faktisk halveret, og yderligere blev de samtidig en del af Vardes DNA, og de lærte kommunen og dens borgere at kende.

Kommer de eksempelvis ud og mærker byen, ligesom vi andre gør, og hvad er der egentligt galt med Varde Kommune, når flere chefer ikke bosætter sig i kommunen?