19/03/2018 – Kronik Avisen DANMARK
Akutmidler: Samtlige kommuner har ad 2 omgange i 2017 indbetalt 37,8 øre pr. ATP-pligtig arbejdstime for samtlige ansatte i de danske kommuner til den såkaldte AKUT-fond.
AKUT er en forkortelse af Amtskommunernes og Kommunernes Uddannelsesfond til Tillidsrepræsentanter. Sammenlagt er der for 2017 indbetalt ca. 350 millioner kr., og pengene er efterfølgende fordelt til de faglige organisationer.
Som eksempler har 3F fået tildelt 23 millioner kr., FOA har fået 108 millioner kr., HK Kommunal og Lærernes Centralorganisation hver 37 millioner kr., Dansk Sygeplejeråd 33 millioner kr. – bare for at nævne nogle af de største tilskud.
Ordningen administreres af Kommunernes Landsforening, og jeg har fået aktindsigt i det seneste regnskab for AKUT-fonden samt i udbetalingslisterne til de faglige organisationer. Sammenlagt indbetaler de danske kommuner i alt ca. 550 millioner kroner til AKUT-fonden. Langt den største post er de 350 millioner kr., der fordeles til de faglige organisationer. Ca. 130 millioner kr. er f.eks. øremærket til en særlig kompetencefond. Hvordan de mange kompetencemillioner fordeles, er også et godt spørgsmål.
Administrationsudgifter til AKUT-fonden beløber sig til ca. 800.000 kr.
Men hvordan anvendes de 350 millioner kr., som kommunerne indbetaler til AKUT-fonden, og som AKUT-fonden ukritisk videreformidler til de faglige organisationer?
Man kan nemt få den tanke, at der er tale om et tilskud til de faglige organisationer, og hvis det er tilfældet, burde de faglige organisationer i det mindste have pligt til at gøre anvendelsen af tilskuddene synlige.
Men de gør de faglige organisationer ikke, og det er nærmest umuligt at få indsigt i, hvordan midlerne administreres og hvad tilskuddene bruges til. Og der er jo, som det fremgår, ikke tale om peanuts.
AKUT-fonden er at betragte som en ren administratormyndighed, og der bliver da heller ikke her lavet analyser af, hvad de flere hundrede millioner bruges til. Det er de enkelte organisationer, der ve,d hvad pengene bruges til, men her møder man en lukket dør, når der spørges ind til administration af tilskuddene.
Der er efter min opfattelse tale om al for stor lukkethed omkring brugen af de store tilskud. Og lukketheden gør, at der nemt opstår myter, og man sidder nærmest tilbage med en følelse af, at kommunerne – og dermed borgerne- ikke får ret meget for de penge, som kommunerne uden at blinke betaler til organisationerne.
Et slag på tasken – og ud fra en stikprøve til nogle enkelte kommuner – er det min vurdering, at kommunerne kun ser omkring en tredjedel af det indbetalte beløb i form af kompensation for tabt arbejdsindsats, når tillidsrepræsentanter og andre ansatte med TR-beskyttelse er på kursus eller lignende.
Vi ved altså ikke, om der er tale om skjulte tilskud til de faglige organisation, men mistanken er nærliggende. Pengene er i princippet øremærket til tillidsrepræsentanter, men burde de mange penge da ikke i det mindste bruges til andre medarbejderrepræsentanter også?
Og hvorfor ikke afskaffe denne AKUT-fond, der er en del af overenskomstforhandlingerne på det kommunale område? Pengene kunne tilbageføres til de enkelte kommuner, der snildt burde kunne håndtere anvendelsen til det, der er det egentlige formål, nemlig at opkvalificere de medarbejdervalgte repræsentanter i kommunerne. Det behøver man altså ikke at have en AKUT-fond i København til at administrere – ovenikøbet hel ukritisk og med masser af bureaukrati til følge.
Desværre er der nok tale om ønsketænkning, for der er al for lidt kommunal viden i topledelsen af kommunerne om de skjulte millioner, der som det fremgår hel ukritisk fosser ud til de faglige organisationer. Og jeg gentager lige: Hele 350 millioner kr. alene i 2017!