25/11/2022 – Læserbrev JydskeVestkysten
JydskeVestkysten har i en række artikler afdækket, hvordan der blandt medarbejdere i sundhedsvæsenet i Region Syddanmark hersker en farlig frygt for at udtale sig kritisk. Avisen har afdækket reelle problemer, som fortjente at komme til offentlighedens kendskab.
Der er to sider af problemet. Dels er der en politisk og administrativ ledelse, der ikke har vilje til at overbevise de ansatte om, at de faktisk har pligt til at komme frem med oplysninger, når de oplever, at der er forhold, som ikke er i orden på sygehusgulvet eller andre steder. Dels er det et kæmpe problem, når de folkevalgte gang på gang ikke får det fulde billede af forholdene, som de opleves på for eksempel et sygehus.
Aktuelt kan jeg som bisidder i en sag på et stort sygehus bidrage med et absurd eksempel på, hvor en ansat indkaldes til tjenstlig samtale i sin e-Boks uden forudgående varsel. Sagen ender med en meget gunstig fratrædelsesordning, selvom den pågældende undervejs blev truet med en ulovlig tavshedsklausul. Den sag er nu endt på Ombudsmandens bord, og som en direkte afledt konsekvens af den sag er Region Syddanmark glædeligvis nu ophørt med fortrolighedserklæringer og ulovlige tavshedsklausuler i fratrædelsesordninger.
Men det generelle problem skal løses, hvis folkestyret skal fungere tilfredsstillende i forhold til vores sundhedsvæsen. De historier, der er bragt til offentlighedens kendskab, har det fællestræk, at der er tale om massive problemer med ledelse og arbejdsmiljø på flere af regionens arbejdspladser. Hertil kommer en frygt for at stå frem med problemerne, og at flere ledere har undertrykt kritik, så politikere ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til forholdene.
I en JV-leder fra den 5. december 2021 fremføres der en direkte opsang til sygehusledelser og politikere, bl.a.: ”Du store hvor er der behov for, at sygehusledelser og politikere viser deres opgaver voksne”. Jeg er fuldstændig enig. Et servicetjek er nødvendigt.