30-09-2023 Debat JydskeVestkysten
Det er utopi, at penge eller personale skal kunne ændre situationen på hospitalerne – der er i stedet brug for at prioritere anderledes, udtaler sundhedsprofessor Jes Søgaard på TV. Han sammenligner de nye afsløringer om kapacitetsproblemer fra Region Midtjylland med forhold, der mere eller mindre er ved at brase sammen og kunne minde om en historie fra Albanien. Men heller ikke sundhedsprofessoren har løsningen på et bedre sundhedsvæsen.
Det har TV-læge og journalist Peter Qvortrup Geisling (PQG) imidlertid. Han betragter sundhedsvæsenet som én kæmpestor virksomhed, der omsætter for næsten 200 mia. kr. i den danske velfærdsmodel. Han peger på, at andre virksomheder, som f.eks. Lego, Novo og Mærsk har nationale handlingsplaner for virksomheden. PQG kan ikke finde handlingsplanen for sundhedsvæsenet, eller for de store sygehuse, og så mener han, at det bliver en zigzagkurs, hvor det er parametre som demokratiske valg og enkeltsager, der kommer til at styre sagerne.
PQG foreslår en øvelse, som aldrig har været foretaget i Danmark. Man skal spørge et bredt udsnit af danskere, hvad deres forventninger er til sundhedsvæsenet. Så tager man de forventninger og bærer over til regnedrengene M/K. Finder ud af, hvad sundhedsvæsenet skal koste, går tilbage til danskerne og spørger, om vi er klar til at betale det her i skat. Den øvelse har aldrig været foretaget i Danmark.
De 200 milliarder kr. om året til sundhedsvæsenet er i virkeligheden historisk betinget. Et slag på tasken om man vil. Så har der været et valg, drysset lidt penge ud og foretaget lidt lappeløsninger hist og her. Man har aldrig handlet af med danskerne. Hvad koster det sundhedssystem, som danskerne gerne vil have? PQG udtaler også til DR, at penge naturligvis betyder en del. Man kan sagtens hælde flere penge i, men problemerne vil stadig være der, udtaler han – i øvrigt her på linje med Jes Søgaard.
Men hvem har egentlig ansvaret? Det er så nemt at give politikerne hele skylden. Men hvor er direktørerne, som normalt skal stå på mål, når der er ballade, spørger han. Vi har ca. 50 hospitaler i Danmark, men hvor er de 50 hospitalsdirektører henne? Dem der skal varetage den økonomi, de har fået tildelt? Dem der skal sørge for et godt arbejdsmiljø, som måske er mere vigtig end løn. Dem der skal sørge for antallet af ansatte, der skal til. Hvorfor ser vi ikke de her hospitalsdirektører noget mere fremme og mere synlige i det demokrati, vi og dem er en del af, spørger han videre. Deres bud på, hvordan man gør sundhedsvæsenet til Danmarks bedste arbejdsplads?
Gode spørgsmål – for hvor er direktørerne egentlig henne? Har de mon de rigtige kvalifikationer til et krævende topjob i en stor virksomhed, er de bare administratorer, eller er de mon blot krøbet i flyverskjul og overladt al kommunikation til de velpostrede kommunikationsafdelinger?
