21/08/2021 – Læserbrev JydskeVestkysten
Når sygeplejerskerne lige får tygget skråen igennem, så bør de også kigge indad.
De har haft muligheden for at forhøje grundlønnen ved de offentlige overenskomstforhandlinger siden 2008. Men de har valgt ikke at gøre det.
De danske sygeplejersker er utilfredse med deres grundløn, som for en nyuddannet sygeplejerske ligger på lige over 25.000 kroner om måneden. Alligevel har sygeplejerskernes forbund, Dansk Sygeplejeråd, ikke forhandlet forbedringer af grundlønnen hjem siden 2008.
Det er et valg, sygeplejerskerne selv har foretaget. Det erkender formand Grete Christensen, som begrunder valget med, at det ved samtlige overenskomstforhandlinger siden 2008 har “været for dyrt” at satse på forbedringer af grundlønnen. I stedet har man satset på at forbedre tillæg til sygeplejersker med særlige specialer eller med en vis anciennitet.
Mens andre forbund har skudt penge efter grundlønnen, har sygeplejerskerne satset anderledes. Nu kræver de en markant højere grundløn finansieret af nye midler, men de skal vel ikke have i pose og sæk, blot fordi de har haft nogle elendige forhandlere ved forhandlingsbordet?
“De skal vel ikke have i pose og sæk, blot fordi de har haft nogle elendige forhandlere ved forhandlingsbordet?“
Hvis jeg var sygeplejerske ville jeg nok få udskiftet den formand. Hun kan næppe have opbakning hos de yngre sygeplejersker, der efter en uddannelse på delvis SU skal starte med en al for lav grundløn – fordi man ved forhandlingsbordet har satset på ældre sygeplejersker med anciennitet og specialer.
Kan egentlig godt forstå, at mange især ældre sygeplejersker kvier sig ved at lægge deres lønseddel på bordet.