Opslag – 19-09-2026
Der er forskel på at overholde loven og på at udvise den dømmekraft, man bør kunne forvente af en person, der skal beklæde Folketingets fornemste tillidspost. Det er præcis dét, sagen om Henrik Frandsens jord rejser.
I 2001 fik Frandsen knap 650.000 kroner for at lade godt 12 hektar af sin jord overgå til beskyttet natur. I 2019 søgte han så om igen at måtte dyrke jorden på et tidspunkt, hvor han var borgmester i Tønder og havde sat sin ejendom til salg. Kommunens tilladelse kom efter bemærkelsesværdigt kort tid. Fra dag til dag.
Samtidig var konsekvensen ikke uvæsentlig for Frandsen personligt. Muligheden for igen at dyrke arealet gjorde ifølge vurderinger gengivet i pressen ejendommen betydeligt mere værd. Er det ulovligt? Det er ikke det afgørende spørgsmål. Det afgørende spørgsmål er, om en politiker i den situation burde have udvist en højere grad af åbenhed og forsigtighed.
Det mener jeg, man må kunne forvente. Frandsen har da også selv erkendt, at han burde have oplyst kommunen om den tidligere aftale og tinglysningen. Det er godt, at han siger det, men vel kun fordi han blev presset til det?
Men sagen rejser samtidig det ubehagelige spørgsmål: Hvorfor skulle der en offentlig sag og politisk kritik til, før den erkendelse kom? Seniorredaktør Peter Orry´s Leder rammer noget centralt, når han bl.a. beskriver Frandsen som forpjusket efter forløbet. Men problemet er større end et lidt forpjusket politisk image. Det handler om tillid. Og det handler om den standard, vi bør stille til den person, der skal være Folketingets formand.
Der er også et yderligere forhold, som bør undersøges grundigt: relationen til den daværende kommunale embedsmand Lars Erik Skydsbjerg, som ifølge JydskeVestkysten både var nær ven og mangeårig politisk samarbejdspartner med Frandsen og siden har fået en fremtrædende politisk rolle i Moderaterne i Sydjylland. Jeg påstår ikke, at disse relationer i sig selv dokumenterer noget ulovligt. Det ville være at gå længere, end oplysningerne rækker. Men de gør det endnu mere relevant at stille spørgsmålet om habilitet, armslængde og dømmekraft.
For Folketingets formand bør efter min opfattelse ikke alene være en person, der kan sige: Jeg gjorde ikke noget ulovligt. Formanden bør være en person, hvor man også kan sige: Her er en politiker, som forstod at holde sin egen økonomiske interesse og sit offentlige hverv klart adskilt. Det er en højere standard. Og det bør det være.
Vi forventer ikke, at politikere er fejlfri. Men vi må kunne forvente, at de forstår, hvornår en sag er så følsom, at man skal være mere transparent end normalt – ikke mindre. Det er netop derfor, Frandsens efterfølgende beklagelse ikke bør være punktum for diskussionen. Tværtimod. Den bør være anledning til at stille det helt enkle spørgsmål: Er dette den dømmekraft og den moralske habitus, vi ønsker at se i Folketingets formandsstol? Det er ikke en juridisk dom over Henrik Frandsen. Det er en politisk og etisk vurdering af, hvilke krav vi bør stille til landets parlamentariske førstemand.
Og den diskussion fortjener at blive taget alvorligt, før stolen bliver besat.
