4/10/2019 – Nyhedsartikel – JydskeVestysten – Yvonn Tittel yti@jfmedier.dk
Tommy Søndergaard træner i et af Vardes private fitnesscentre. Han er vred over, at et årskort til svømning koster 2700 kroner oveni – for trænede han i Varde Fritidscenter, kunne han svømme for 1000 kroner.
Tommy Søndergaard er aktiv motionist.
Han træner stort set dagligt i et af Vardes private træningscentre. Det giver han 3600 kroner for om året.
Nu er han blevet arbejdsløs og overvejer også at begynde at svømme. Men han er irriteret over, at det bliver dyrere for ham end en af kammeraterne, der træner i Imove, der hører under den erhvervsdrivende fond, der også driver resten af fritidscentret.
– Jeg skal give 2700 kroner for fri adgang til svømmehallen i hele dens åbningstid, mens en af mine kammerater, der træner i Imove, der hører under Varde Fritidscenter, praler med, at han får det for 1025 kroner, siger Tommy Søndergaard.
Det er “vores” svømmehal
Som gammel personalechef i Varde Kommune og tidligere underviser i forvaltningsret er han gået videre med sin frustration. Han har skrevet til kultur- og fritidschef Karsten Rimmer.
– Han svarer, at den erhvervsdrivende fond bag fritidscentret har kontrakt, der giver dem ret til at drive kommercielle aktiviteter, men jeg synes, at det er konkurrenceforvridning for offentlige penge.
Fritidscentret drives af en erhvervsdrivende fond og er ikke som sådan offentlig?
– Det kan godt være, det er konstruktionen. Men i mine øjne er svømmehallen offentlig. Den er bygget for vores allesammens penge. Det træningscenter, jeg går i, kan jo ikke gå ind og tilbyde rabat til svømmehallen ligesom Imove. Det kalder jeg konkurrenceforvridning, siger han.
Kommunens chef: Det er mersalg
Kultur- og fritidschef Karsten Rimmer: Er det konkurrenceforvridning?
– Der er tydeligvis tale om mersalg, når man køber træning og svømning i Imove. Du får træning til 2500 kroner og træning og svømning 3500 kroner. Hvordan prisen er skruet sammen i den pakke, må du spørge centerdirektøren om.
Kommunen kan gribe ind, hvis prisen er uforholdsmæssig lav. Er den det?
– Jeg kan kigge på, hvad det koster at træne i Varde by og i vores omegnskommuner. I Vejen Idrætscenter koster en pakkeløsning 3900 kroner årligt, og så vidt jeg kan se, får de mere for pengene, end de gør her. For at sammenligne skal du kigge på rigtig mange parametre, fra faciliteter til personaleforhold og åbningstider.
Ville 2500 kroner for den samlede pakke være uforholdsmæssigt lavt?
– Det kan jeg ikke svare på.
Ingen konkurrenceforvridning
Det er vel væsentligt, at du kan sige, der ikke sker konkurrenceforvridning for offentlige midler?
– Det kan vi sige, for den erhvervsdrivende fond aflægger regnskab efter en model, hvor de får tilskud til at sikre faciliteter til vores foreninger og skoler. Derudover har den ret til at drive kommerciel aktivitet, og det er det, der sker her. I den sammenhæng er det væsentligt at pointere, at den erhvervsdrivende fond betaler en forpagtningsafgift på cirka en million kroner om året for retten til at drive kommerciel aktivitet i fritidscentret.
I skal vel kontrollere, at alt er i orden?
– Den erhvervsdrivende fond aflægger årligt regnskab, som bliver revideret af et statsautoriseret revisionsselskab. Det regnskab er tydeligt opdelt i en kommerciel og en ikke-kommerciel del. Derudover har den erhvervsdrivende fond jo vundet driften af fritidscentret i et EU-udbud, alle kunne byde ind på.