20/09/2021 – Læserbrev JydskeVestkysten
Der er høj beskæftigelse, lav ledighed, sunde offentlige finanser og høj produktivitet i Danmark. Men for almindelige mennesker kan det virke som et paradoks efter et år, hvor staten har brugt adskillige hundrede milliarder kroner på grund af corona.
Men det kan sagtens hænge sammen, siger en økonomisk vismand. For der var ikke noget i det økonomiske maskinrum, der gik i stykker under corona. Det var en sundhedskrise og ikke en økonomisk krise. Økonomien viste sig at være stort set lige så stærk som inden corona med turisme, natklubber og hoteller som undtagelser.
Corona er kommet så meget under kontrol, at covid-19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom. Og alle restriktioner og begrænsninger er faldet bort i Danmark.
Det kan kun beskrives som en succes, at antallet af smittede og indlagte falder og er på et uhyre lavt niveau i Danmark sammenlignet med andre lande i Verden. Vi kan og må leve almindeligt igen, også nu hvor ca. 75 procent af den danske befolkning er vaccineret.
Den positive coronasituation i Danmark er ikke et resultat af held. Det er først og fremmest resultat af den kompetence, omtanke, handlekraft og det overskud af midler og muligheder, vort smørhul af et land igen viste sig i stand til at præstere, da det gjalt. Utroligt, at vi nu skal til at vænne os til det almindelige liv igen Til hverdagen, vi har vundet tilbage igen. Hvor heldige er vi lige med at leve netop her i Danmark?