Sygehusenes livsfarlige tys-tys kultur

27/03/2023 – Læserbrev JydskeVestkysten

Nogle skarpe journalister på DR har afsløret, at lægerne på afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital i godt et år har advaret sygehusets ledelse om for lange ventetider.

Den 3. maj 2022 skrev en overlæge, at patienter med tarmkræft venter i fem uger på en operation, selvom de ifølge behandlingsgarantien skal til indenfor to uger. Mens de syge ventede, voksede deres svulster sig så store, at de i mange tilfælde ikke kunne bortopereres alligevel.

Offentligheden fik intet at vide. Man holdt det hemmeligt. Så hemmeligt, at formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau, nu påstår, at han ikke vidste noget om det, før DR afslørede skandalen. Har vi ikke hørt den ”sang” før?

Historien fra Aarhus er desværre ikke enestående og er samtidig en dobbelt skandale. En skandale, at patienter med den alvorlige sygdom ikke bliver behandlet i tide, men Region Midtjylland har også været sparsom med at oplyse om problemet. De lange ventetider er heller ikke fremgået af de obligatoriske kvartalsvise monitoreringsrapporter (overvågningsrapporter) til Sundhedsstyrelsen.

“Historien fra Aarhus er desværre ikke enestående og er samtidig en dobbelt skandale.”

Der er noget helt galt. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af heltidsansatte offentligt ansatte i fjerde kvartal 2022 slår alle tidligere rekorder. Der er flere offentligt ansatte end nogen sinde. Det gælder også i sundhedsvæsenet med godt 196.000 heltidsansatte.

Der burde være penge nok til at behandle kræft, selvom der også kan være gode forklaringer på de lange ventetider. Men hvorfor er der ikke nogen, der råbte op? Nogen vidste det jo godt, så hvorfor skrev de ikke på Facebook, ringede til en journalist eller skrev noget til en sundhedsordfører f.eks.?

Det er naturligvis ikke rart at være illoyal overfor sin arbejdsplads, men når det handler om liv, så må man faktisk gerne være hamrende loyale overfor skatteborgerne, der er de egentlige arbejdsgivere. Opmærksomhed og åbenhed om en kilden sag er netop med til at få den løst.

Og vi ved af erfaring, at sygehusledelser ikke er tilhængere af åbenhed. Og desværre kommer der først fokus på et problem, når ansatte står frem og pressen følger op. Der skal gøres op med sygehusvæsenets livsfarlige tys-tys-kultur.