Rejsekonge i presset kommune: – Mærkelig prioritering

Dyre udlandsrejser er åbenbart en del af pakken for en højtstående medarbejder i Venstrehøjborgen Varde Kommune 

Det viser aktindsigter, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af via den lokale borger Tommy Søndergaard, som i årevis har råbt vagt i gevær over unødvendig ‘frås’ i den vestjyske kommune og til dagligt driver hjemmesiden gotommy.dk.

Især én chefkonsulent har nemlig været utrolig rejselysten. Alene i 2023 har vedkommende været på konferencer og rejst for lige i underkanten af 100 .000 kroner, herunder ophold i mondæne Monaco og en tur til Kina.

Nedskæringer på skoler
Alt i alt har konsulenten, som i mange år har haft en fremtrædende rolle i Venstre, brugt 18 dage på konferencer rundt om i verden i 2023.

Samtidig kunne selvsamme kommune i forbindelse med afskaffelsen af Store Bededag til TV Syd bekendtgøre, at man samme år skulle finde besparelser for 120.000 kroner på to folkeskoler for at kunne betale lærerne for at arbejde på den dag.

En besparelse, som unægteligt ville ramme eleverne på skolerne.

– Selvfølgelig kommer det til at kunne mærkes. 120.000 kroner er mange penge, udtalte skoleleder Jan Wittrup i den sammenhæng til mediet.


Chefkonsulentens udlandsrejser i 2023

Rejse til Holland – konferencen Kickstart Europe 20. og 21. februar 2023:

Rejseudgifter for i alt: 3.784,33 kroner

Rejse til Monaco fra 24. til 27. april 2023:

Rejseudgifter for i alt: 18.768,93 kroner

Rejse til Antibes, Sydfrankrig 3. til 5. september 2023:

Rejseudgifter for i alt: 15.261,58 kroner

Rejse til Shanghai, Kina 18. september til den 23. september 2023:

Rejseudgifter for i alt: 20.321,27 kroner

Rejse til Dublin, Irland – erhvervstur med Business Esbjerg 14. til 16. november 2023:

Rejseudgifter for i alt: 14.053,52 kroner

Rejse til Dublin – konference – 22. til 24. november 2023:

Rejseudgifter for i alt: 6.956,59 kroner

Derudover er der udgifter i forbindelse med to netværksmøder og en konference i Danmark på i alt: 2064,50 kroner

Udgifter for i alt inklusiv moms: 96.152,96 kroner 

Kilde: Varde Kommune


Derudover også dyre ture til Monaco og Island i 2022. 

– Jeg vil ikke gå efter manden, men bolden. Og i det her tilfælde synes jeg, at det udefra virker som en utrolig mærkelig prioritering af kommunen, siger Tommy Søndergaard, der i årevis har kigget lokalpolitikerne i sømmene, til Ekstra Bladet.