Skab konkrete resultater og stop de ufine eftertacklinger

15-02-24 Læserbrev JydskeVestkysten

”Vejen ind – ser du, den træder let man på.

Vejen ud – lille ven den er tung at gå.”

At overvære et byrådsmøde kan være en kedsommelig affære. De enkelte punkter på dagsordenen bliver fremlagt, og kun få byrådsmedlemmer dyrker samtalen og dermed åbenheden om politiske holdninger ved efterfølgende at deltage i en debat på tværs af partier.

Om det er partidisciplin, ærefrygt eller konformitet, der på byrådsmøderne holder medlemmer tilbage fra åbent at tale med nogen, man er politisk uenige med, vides ikke, men efter byrådsmøderne er der flere, der går til tasterne og får luftet deres indestængte harme over for politiske modstandere. Her er en række eksempler på mere eller mindre perfide eftertacklinger fra den seneste måneds tid: ”Lokallisten åbenbarede sig som et afpillet gespenst fra graven”, ”måske for stor en opgave at få en fælles politik ud af et hold partihoppere og konspirationsteoretikere”, ”konservativ teatertorden” og ”det er ærgerligt, at venstrefolkene ikke har indset det. Specielt i en så vigtig sag, som alle kan være enige i alvoren af.”

Jeg vil ikke her tage stilling til, hvilke byrådspolitikere der topper listen med ufine eftertacklinger, men blot spørge: Kan I ikke droppe de her ligegyldige slagsmål og i stedet bruge tiden på aktivt og konstruktivt at håndtere de store udfordringer, som Varde Kommune står overfor i de kommende år, og derved få skabt hårdt tiltrængte resultater til gavn for de borgere, der har valgt jer – gerne inden kommunalvalget i 2025?