Opslag – 29-10-25

Sagen om de ulovligt udbetalte erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste har allerede kostet Varde Kommune 343.750 kroner i advokatbistand. Ingen ved præcist, hvad advokaten er sat til at undersøge, for kommunen nægter at udlevere et kommissorium. Af kommunens egen tidsplan fremgår det imidlertid, at advokaten skal involveres i sagen helt frem til årsskiftet. Herefter skal sagen efter planen forelægges byrådet i februar måned 2026. Indtil da er døren lukket for offentligheden, hvis det da går, som kommunen ønsker det.
Advokat benyttet tidligere
Det er langt fra første gang, kommunen gemmer sig bag en advokat, når en sag bliver ubehagelig. Da et barn døde i en ansats varetægt, og det i sommeren 2025 viste sig, at flere børn var anbragt hos ansatte i kommunens egen familieafdeling, blev samme advokat inddraget. Det blev til en regning på 252.950 kroner. For hvad, kan man spørge?
Samme advokat var også på banen i den såkaldte gabestok-sag i 2022, hvor en borger blev hængt ud med navn på en åben dagsorden – i klar strid med datalovgivningen (GDPR) og god forvaltningsskik. Her lød advokatregningen på 387.900 kroner. Men hvad var egentlig advokatens rolle i den sag?
Sagen kunne være løst med et klik ved blot at fjerne borgerens navn. I stedet blev der udarbejdet et sæt retningslinjer for, hvordan advokaten måtte kommunikere med den engagerede borger, der tillod sig at stille for mange og for nærgående spørgsmål. Ifølge de særegne retningslinjer skulle al kommunikation fra den pågældende borger gå gennem advokaten.
Flere jurister på vej
Man kunne måske tro, at en kommune med ni jurister ansat – og yderligere to nye stillinger på vej – havde den nødvendige faglighed til at håndtere egne sager. Men tilsyneladende ikke, når det begynder at brænde på.
Skal borgerne i Varde virkelig acceptere, at kommunen hyrer dyre advokater uden et klart formål eller kommissorium? Udefra set lugter den flittige brug af advokatbistand mere af krisestyring og kontrol end af gennemsigtighed og ansvar.
Tabt arbejdsfortjeneste koster dyrt og sagen trækkes i langdrag
I sagen om tabt arbejdsfortjeneste er der de facto sået tvivl om lovligheden af 67 procent af de samlede udbetalinger på 1,54 mio. kr. i indeværende byrådsperiode. Reglerne er ellers klare. Så hvorfor gik udbetalingerne alligevel glat igennem, og hvorfor skal borgerne ovenikøbet betale for advokatens tavshed?
Opgørelsen kunne være udarbejdet af en administrativ medarbejder, men i stedet valgte kommunen at engagere husadvokaten med en timeløn på 2.600 kroner. Foreløbig er advokatregningerne samlet rendt op i omkring 2,2 mio. kroner alene i denne byrådsperiode, heraf er en lille million kroner afregnet i indeværende år. Og de sidste regninger er endnu ikke sendt.
Ifølge den tidsplan, som gotommy.dk har fået aktindsigt i, skal advokaten bistå helt frem til årsskiftet. Gotommy.dk har spurgt, hvorfor sagen skal trækkes så langt, men kommunen vil hverken forklare tidsplanen eller svare på, hvorfor en afklaring af de mange udbetalinger uden hjemmel skal tage over et år.
Mistanken om ulovlige udbetalinger af tabt arbejdsfortjeneste blev første gang rejst i september 2024 af gotommy.dk. Siden har flere aktindsigter blot styrket tvivlen om, hvorvidt kommunen overhovedet har haft styr på reglerne. Ifølge en artikel om uregelmæssighederne i JydskeVestkysten, den 8. august 2025, fremgår det således, at forvaltningen selv har sået tvivl om lovligheden af ikke mindre end 67 % af de samlede udbetalinger på 1,54 mio. kr.
FAKTA: Kommunens brug af advokatbistand
- Advokatregninger i indeværende byrådsperiode: ca. 2,2 mio. kr.
- Sager med ekstern advokatbistand:
- Sagen om tabt arbejdsfortjeneste – 343.750 kr. (indtil nu)
- Udstykningssager m.v. – ca. 1 mio. kr.
- Sagen om dødsfald i ansats varetægt – 252.950 kr.
- Mellemkommunal refusion – 279.500 kr.
- Den såkaldte “gabestok-sag” – 387.900 kr.
- Intern juridisk kapacitet:
- 9 jurister, inkl. kommunaldirektøren, er allerede ansat i Varde Kommune
- 2 nye juriststillinger er netop bevilget
