Det er på tide, at vi siger fra over for Trump og Putin

11-1-25 Debat Avisen Danmark

Da amerikanerne i starten af 50’erne opførte militærbasen i Thule, blev der indgået en aftale med Danmark, som stadfæstede amerikanernes tilstedeværelse på Grønland. Aftalen fastslår, at den “forbliver i kraft, indtil der er enighed om, at de nuværende farer for det amerikanske kontinents fred og sikkerhed er ophørt.”

Det betyder, at USA har sikret sig adgang til Grønland, så længe de vurderer, at deres sikkerhed er truet. Men det stopper ikke her. Retorikken fra amerikansk side, især under Donald Trump, er ikke alene aggressiv, men også dybt respektløs overfor Grønland og Danmark. Hans gentagne trusler og udmeldinger handler ikke om Grønlands strategiske betydning alene, men om hans storhedsvanvid – drømmen om et USA, der strækker sig fra Panama-kanalen til Nordpolen.

Trumps retorik er et ekko af hans “America First”-doktrin, der i realiteten handler om dominans og magt. Hans store drøm er et udvidet imperium, hvor han står som symbolet på USA’s historiske og globale “genopstandelse”. Det er stormagtsromantik forklædt som sikkerhedspolitik.

På den anden side står Vladimir Putin, der i sin egen stormagtsdrøm har genindført skolebøger, der fremstiller Rusland som Zarens rige – et imperium, der omfattede Baltikum, Polen og dele af Østeuropa.

For Putin handler Ukraine ikke kun om et strategisk territorium, men om en historisk korrektion, hvor Rusland genetableres som den store, uindskrænkede magt i regionen.

Trump og Putin deler en farlig trang til at genoplive gamle imperier. Begge er villige til at overskride grænser – geografisk, politisk og moralsk – for at realisere deres visioner. Deres handlinger er et opråb til mindre nationer som Danmark og Grønland: Vi må aldrig være naive.

Grønland og Danmark har ret til at blive behandlet med respekt. Det er vores ansvar at stå fast, afvise smagsløs retorik og undgå at lade os rive med i deres stormagtsillusioner.

Hvis vi bøjer os for en Trump eller en Putin, vil historien gentage sig – og de små nationer vil igen blive ofre for de store magters grådighed. – Det er på tide, at vi siger fra.