10/02/2019 – Nyhedsartikel JydskeVestysken -Morten Nielsen (mni@jv.dk )

Hvad skete der med personalechefen i Varde Kommune, der var én af hovedpersonerne i de såkaldte Varde-sager for 15-19 år siden? Jo, han fandt en helt ny hylde i livet.
Tommy Søndergaard, 62 år, var kendt som én af hovedpersonerne i “Varde-sagerne”, der kørte fra 2000 til 2004. Han var den person, der blev fyret. Angiveligt fordi han i 2002 udgav et personaleblad, som blandt andet rummede oplysninger om en anden kommunal chef, der havde fået en gevaldig lønforhøjelse.
Bladet blev beslaglagt, og Søndergaard, der var redaktør, blev fyret uden pension. Ved en retssag i 2004 fik han dog fuld oprejsning og en erstatning til en værdi af nogle millioner kroner.
Tommy Søndergaard fungerede blandt andet som personalechef i Varde Kommune. Men han vendte aldrig tilbage til et kommunalt topjob. Tommy Søndergaard arbejdede kortvarigt i en fagforening, men senere fandt han tilbage til arbejdsglæden på et fabriksgulv.
“Jeg kunne lide kollegerne, og det gik op for mig, at jeg gerne ville blive.“
Han begyndte som sommervikar
Det begyndte på fødevarevirksomheden Flensted Snitgrønt i Skovlund, hvor Tommy Søndergaard kom ind som sommervikar i 2006.
– Jeg kunne lide kollegerne, og det gik op for mig, at jeg gerne ville blive, siger Tommy Søndergaard, der nu var på en helt anden type arbejdsplads end de kommunale kontorer i Varde.
I begyndelsen skiltede han ikke så meget med, at han havde haft et chefjob, men det fandt kollegerne selvfølgelig ud af hen ad vejen.
Tonen er mere ligefrem på en fabrik, og så arbejder man selvsagt meget med kniv i en grøntafdeling. Men Tommy Søndergaard fik mere kniven at føle i den ellers mere polerede atmosfære i den kommunale forvaltning.
En god økonomi
Tommy Søndergaard fik et mere fast job på fødevarefabrikken, hvor han blev i 11 år. Han erkender, at han er priviligeret, for oven i sin løn får han jo altså den tjenestemandspension, som dommen berettigede ham til. Så økonomien har det godt.
For to år siden valgte Tommy Søndergaard dog at skifte job. Han arbejder nu på plastfabrikken Epsotech i Tistrup, stadig i produktionen.
– Jeg har altid dyrket fitness, blandt andet styrketræning, siger Tommy Søndergaard, som altså mødte med kræfter til at stå og løfte.
Arbejdet er ikke ufarligt
Det er heller ikke ufarligt. I 2014 væltede en 1,5 ton tung maskine ned over Tommy på Flensted.
– Men min gode fysik hjalp mig. Jeg nåede at springe, siger han.
Han fik dog en flænge i rygsøjlen. Det kostede en sygemelding på en måned, og Tommy fik desuden psykologhjælp i forbindelse med arbejdsulykken. Han har også været på arbejde på dage, hvor kolleger mistede en finger. Det er sket to gange over en periode på 11 år.
Men ellers har han trivedes og har kun haft to “almindelige” sygedage i sine mange år i produktionen.
Tidligere kommunal chef blev borgernes vagthund: Han hader frås og magtmisbrug
I sin fritid hjælper han svage borgere mod systemet til eksempelvis erstatninger. Han har sin rod i et arbejderhjem. Det har præget Tommy Søndergaard til at tage nogle kampe.
I de senere år har den forhenværende personalechef i Varde Kommune nok ikke vakt lutter glæde hos sine tidligere kolleger, når han har sendt sine anmodninger om aktindsigt til blandt andre Varde Kommune. Tommy Søndergaard har for eksempel gravet frem, hvor mange penge politikere og forvaltning har brugt på rejseaktivitet. Det er mundet ud i artikler i JydskeVestkysten.
Han har også sendt anmodninger til Esbjerg Kommune, Din Forsyning, og i øjeblikket kæmper han med at få folkekirken til at udlevere nogle akter vedrørende et ansættelsesforhold.
Men hvad driver den tidligere personalechef i Varde Kommune til at bruge en del af sin fritid på at grave i de offentlige myndigheders gøren og laden her 15 år efter, han selv har forladt den offentlige sektor?
Han undrede sig over forbruget
– Jeg har altid været optaget af magtmisbrug og frås, siger Tommy Søndergaard, 62 år, der er født og opvokset i Ribe.
Han blev kontorelev i Sønderjyllands Amt. Allerede da undrede den unge Tommy Søndergaard sig over, hvad der blev brugt penge til i den offentlige sektor.
– Til møderne lå der fade med cigaretter og andet tobak.
Tilgangen til rygning var en anden i 1970’erne, men hvorfor kunne politikere og andre ikke betale selv?
Tommy Søndergaard har en flydende pen, og allerede dengang lavede han personaleblad. Han skrev også om, hvad han opfattede som frås, i amtets personaleblad.
– Jeg er ud af en søskendeflok på seks. Mor var hjemmegående, far var specialarbejder. Pengene var små. Når der var tilbud på bananer, købte vi to, så delte mor dem ud i portioner, så der var til alle, siger Tommy Søndergaard om noget af drivkraften, der får ham til at bekæmpe frås. Han kommer fra små kår.
Han kom i klemme i kommunen
Han kom i klemme, da han skrev om nogle store lønstigninger i Varde Kommune, og røg ud i en afskedigelsessag. Der var en uafklaret situation i nogle år, indtil Tommy blev tilkendt sin tjenestemandspension i 2004.
– Den tid var nok mest hård ved Ester, min kone. Hun sagde, at vi kan blive nødt til at flytte fra byen på grund af sagen, siger Tommy Søndergaard.
Men han fik oprejsning, og ægteparret bor stadig i parcelhuset i Vardes nordlige udkant.
Tommy vælter nemlig ikke så let i storm.
Det er navnlig i de senere år, at Tommy Søndergaard er begyndt at grave kommunale sager frem. I de første år som fabriksarbejder underviste Tommy nemlig kommunale medarbejdere sideløbende i blandt andet personalejura, og det fik ham nok til at holde sig tilbage. Men i 2015 stoppede han undervisningen, Tommy fik sin fulde frihed, og nu begyndte han at granske.
Han lægger heller ikke skjul på, at han også gerne vil bruge sin færdigheder, og det får han måske ikke helt afløb for ved fabriksarbejde alene.
Kommer i fitnesscentret
Tommy Søndergaard er en velholdt mand på 62 år. Det kan ses gennem T-shirten med firmalogo, at kroppen er trænet, og armene er muskuløse.
– Jeg træner ovre i fitnesscentret i Fysio Danmark. Jeg har dyrket fitness i mange år, siger Tommy.
Han lægger ikke skjul på, at det blandt andet er i fitnesscentret, han møder folk, der kommer med tips til, hvad Tommy burde grave sig ned i. Men andre ideer får den selvbestaltede vagthund selv
Han hjalp patient til erstatning
Men der er også andre punkter, hvor Tommy gør en indsats. Han hjælper blandt andre mennesker, der har svært ved at tackle systemet.
– Jeg tager for eksempel med som bisidder. Jeg hjælper med at kontakte myndigheder. Der var en dame, jeg hjalp, der fik en erstatning på 300.000 kroner i Patientklagenævnet efter fejlbehandling. Der fik jeg da nogle blomster. Men det er et arbejde, jeg laver frivilligt, siger Tommy, der har et hjerte, der banker for de svage. Han får altså ikke en krone for det.
Men han understreger, at så meget tid har han ikke til at føre sager, men det er også begrænset, hvor mange, der henvender sig.