23-12-23 Kronik Avisen Danmark
Hvor amerikanerne ikke vidste, hvad de valgte, da de stemte Trump til magten i 2016, er det i dag overmåde tydeligt. Trump skjuler det ikke. Han taler åbent om at være diktator. Han har aldrig accepteret sit valgnederlag i 2020. Han er kriminel, uagtet om Trump bliver dømt, er det åbenbart, at han aktivt opildnede til stormen på Kongressen i 2021, som var et reelt forsøg på et statskup. Bliver Trump i november 2024 valgt igen, vil amerikanerne med åbne arme have taget et meget stort skridt i retning af autokrati.
Al kritik af Donald Trump og forsøg på at afdække hans ugerninger giver desværre meget paradoksalt ilt til hans antidemokratiske bål. Senest har højesteret i Colorado med en kendelse uden sidestykke erklæret, at Donald Trump er diskvalificeret til at bestride et offentligt embede, inklusiv posten som præsident – på grund af sin rolle i stormløbet på Kongressen i Washington D.C. den 6. januar 2021. Politisk forfølgelse, er Trumps svar, og de medier han til dels er medejer af, bakker naturligt op i den antagelse.
Vi må håbe, at de amerikanske midter-vælgere besinder sig, når de står i stemmeboksene. Vestens fremtid hviler nu på Joe Bidens 81-årige skuldre, og håbet om, at fornuften sejrer til november 2024, sådan som den gjorde i 2020, hviler desværre på et deprimerende spinkelt grundlag. Verden har brug for en mirakuløs redning., for måske kommer den største trussel mod den sikre verden slet ikke fra Putin, men fra vores nærmest allierede. Den amerikanske kamp for demokratiet er også vores kamp.