Kronik – Avisen Danmark – 21-07-2026
I dag (21. juli 2026) bringer Avisen Danmark min kronik “Grønland er meget mere end en overskrift.”
Min rejse til Grønland begyndte med en forventning om storslået natur. Jeg kom hjem med langt mere end det. Mødet med mennesker, historien og Grønlands voksende betydning i en verden præget af geopolitiske spændinger gav mig et nyt perspektiv på Rigsfællesskabet.
Kronikken er et personligt bud på, hvorfor vi i Danmark bør interessere os mere for Grønland – ikke kun, når landet er på den internationale dagsorden, men fordi det er en vigtig del af vores fælles historie og fremtid.
God læselyst
Der bliver helt stille, når man træder ud på Indlandsisen ved Kangerlussuaq, det tidligere Søndre Strømfjord. Ikke den stilhed, vi kender fra den jyske vestkyst, men en stilhed, der får én til at mærke både naturens storhed og menneskets lidenhed.
Her, tusindvis af kilometer fra Christiansborg, gik det op for mig, at meget af den danske debat om Grønland foregår på stor afstand af den virkelighed, den handler om.
Sammen med en tidligere Siriusmand og 20 gode rejsefæller fra Varde-egnen tilbragte jeg i juni måned to uger i Grønland.
Vi gik på Indlandsisen, sejlede mellem de enorme isbjerge ved Ilulissat og besøgte Qeqertarsuaq, Aasiaat og Kangerlussuaq. Men det var ikke de spektakulære landskaber alene, der gjorde størst indtryk. Det var mødet med menneskerne.
Man kan læse meget om Grønland. Man kan følge debatterne om selvstændighed, stormagternes voksende interesse for Arktis og Rigsfællesskabets fremtid.
Men først, når man står ansigt til ansigt med grønlænderne, mærker afstandene, oplever stilheden og ser naturens enorme kræfter, går det op for én, at Grønland ikke blot er en politisk overskrift. Det er et samfund med en stærk identitet, en rig kultur og en historie, som fortjener langt større opmærksomhed, end vi normalt giver den i Danmark.
Det, der ramte mig mest, var lyset. Stilheden. Afstandene. Den uendelige horisont. Indlandsisen, som langsomt former landskabet. Isfjorden ved Ilulissat, hvor enorme isbjerge driver majestætisk mod havet. De små bysamfund, hvor livet leves under helt andre vilkår end dem, vi tager for givet i Danmark. Og ikke mindst den varme og gæstfrihed, vi blev mødt med overalt.
Rejsen blev også en rejse ind i en fælles historie. Overalt møder man sporene af Danmark, på godt og ondt.
Historien om missionærer, handel, kolonitid og den ofte velmente, men til tider formynderiske ambition om at gøre grønlænderne mere danske og mere “civiliserede”. Det er en historie, vi i Danmark ikke altid har været gode nok til at se i øjnene. Samtidig er det en historie, som fortsat præger relationen mellem Danmark og Grønland.
Grønland er i dag centrum for nogle af verdens største spørgsmål. Klimaændringerne mærkes tidligere og stærkere her end næsten noget andet sted på kloden. Arktis er blevet et strategisk interesseområde, hvor stormagterne konkurrerer om indflydelse, råstoffer og sikkerhed. Samtidig ønsker mange grønlændere større selvbestemmelse og et stærkere greb om deres egen fremtid. Det er en naturlig ambition, som fortjener respekt.
Mange af de grønlændere, jeg talte med, udtrykte samtidig stor værdsættelse af samarbejdet med Danmark, ikke mindst når det gælder uddannelse, sundhedsvæsen, retsvæsen og Kongehuset.
De talte om Rigsfællesskabet som et fællesskab med betydelige fordele, men også om ønsket om, at relationen udvikler sig på et mere ligeværdigt grundlag. De to ønsker står ikke nødvendigvis i modsætning til hinanden. Tværtimod kan et stærkt fællesskab kun bestå, hvis det bygger på respekt og gensidig tillid.
Præsident Donald Trumps gentagne tilnærmelser til Grønland har paradoksalt nok haft en samlende effekt. Flere af dem, jeg talte med, oplevede, at presset udefra havde styrket bevidstheden om deres egen identitet og om værdien af relationen til Danmark.
Samtidig var ingen i tvivl om, at Arktis i de kommende år vil få endnu større strategisk betydning. Derfor har hverken Danmark eller Grønland råd til at være naive. Den internationale interesse for Grønland forsvinder ikke.
Jeg rejste til Grønland af nysgerrighed. Jeg rejste hjem med respekt. Ikke fordi jeg fandt alle svarene, men fordi jeg opdagede, hvor mange spørgsmål vi i Danmark endnu ikke har stillet om den nordatlantiske del af Rigsfællesskabet.
Grønland er ganske vist langt mod nord. Men mentalt burde afstanden være langt mindre. Vi deler historie, ansvar og fremtid. Hvis Rigsfællesskabet også i de kommende generationer skal være stærkt, kræver det mere end politiske aftaler. Det kræver nysgerrighed, ydmyghed og viljen til at lære hinanden bedre at kende.
For mig blev Grønland derfor ikke blot endnu en uforglemmelig rejse. Det blev en påmindelse om, at nogle af de vigtigste dele af Danmark ligger længst væk, og at de først kommer tæt på, når vi selv tager rejsen.
