13/12/2019 – Læserbrev JydskeVestkysten
Offentlighedsloven er borgernes mulighed for at kigge i kortene hos de offentlige myndigheder. Loven er en minimumslov og kan i princippet kun overtrædes, hvis tavshedspligten brydes.
Jeg har gennem det sidste år ”testet” tre offentlige instanser i Varde Kommune, om de levede op til Loven om åbenhed. Resultatet er nedslående.
Din Forsyning for eksempel: Jeg havde en interesse i at læse bestyrelsens referater og bad derfor om aktindsigt i referater fra bestyrelsesmøder. Fristen for svar på den slags henvendelser er 10 dage. Det tog Din Forsyning to måneder at give mig aktindsigt i diverse referater, som egentlig burde have været tilgængelige på hjemmesiden.
Kirken er også omfattet af loven. Her spurgte jeg til en konkret afskedssag af en tjenestemandsansat kirkegårdsleder i Varde. Hvad havde den sag mon kostet skatteyderne? Jeg blev afvist og klagede til Kirkeministeriet. Efter adskillige rykkere fik jeg naturligvis medhold. Herefter udleverede kirkegårdskontoret de ønskede oplysninger.
Varde Fritidscenter ledes nu af en erhvervsdrivende fond. Fonden ejer ingenting, er til for borgerne, og den er sat i verden – groft sagt – for, at der kan hjemtages lån til finansiering af nye (tiltrængte) aktiviteter på matriklen. Kommunen har tilsynsforpligtelsen.
Nu har jeg i de seneste tre måneder forgæves spurgt til forhold, der påkalder sig offentlighedens interesse. Bl.a. om lånerammer, konkurrenceforvridning, formandens økonomiske engagement i Fritidscentret m.v.
I den sag er jeg spændt på, om jeg nu får udførlige svar på (delvis genfremsatte) spørgsmål af 6. december 2019. Er mørkelygten mon stadig slukket?