Debat – Avisen Danmark – 11-08-2026
Debat: Hvor mange gange kan Morten Messerschmidt forklare sine politiske forbindelser som et uheld, før vi må erkende, at der er tale om et mønster?
Senest mødtes Messerschmidt på Christiansborg med den montenegrinske politiker Vladislav Dajković, der har markeret sig med prorussiske og stærkt EU- og Nato-kritiske synspunkter. Da mødet vakte opsigt, var forklaringen, at Messerschmidt ikke havde undersøgt sin gæst ordentligt. Det er en bekvem forklaring.
For det er ikke første gang, Dansk Folkeparti bevæger sig tæt på den yderste europæiske højrefløj.
Peter Kofod og Anders Vistisen har deltaget i valgarrangementer i Tyskland med forbindelse til AfD-miljøet. DF sidder i den europæiske gruppe Patriots for Europe sammen med blandt andre Orbáns Fidesz. Og Messerschmidts tætte forbindelse til Trump-kredsen er endnu et eksempel på hans internationale politiske netværk.
Én episode kan være et uheld. Men når eksemplerne bliver ved med at komme, er det rimeligt at spørge, om vi ikke længere ser en række tilfældigheder, men et politisk mønster. Det er derfor, spørgsmålet bør stilles direkte til Messerschmidt: Hvem er det egentlig, som Dansk Folkeparti ønsker at stå sammen med?
Det er ikke mærkeligt, at et nationalkonservativt parti ønsker internationale samarbejdspartnere. Men der er forskel på almindelig politisk dialog og på at indgå i faste alliancer med partier og bevægelser, hvis syn på EU, Rusland, Nato, herunder Grønland og det europæiske samarbejde står langt fra det Danmark, som DF ellers siger, man ønsker at beskytte.
Det borgerlige Danmark bør derfor tænke sig godt om. For man kan være kritisk over for EU uden at blive EU-modstander. Man kan være nationalkonservativ uden at vende ryggen til Europas demokratiske fællesskab. Og man kan forsvare danske interesser uden at søge politiske alliancer med kræfter, som grundlæggende udfordrer det europæiske samarbejde.
Derfor bør vi ikke bare lytte til, hvad Messerschmidt siger. Vi bør også og især se på, hvem han vælger at stå sammen med. For måske er det ikke en kamæleon, der tilfældigt skifter farve. Måske har han hele tiden haft den samme farve. Nu er det på tide, at vi ser den, og især at hans borgerlige venner på Christiansborg også tør se den og erkende, at Messerschmidt taler med to tunger.
