Kommunaldirektøren, der ville feje op

02-9-25 – Opslag.

Efter blot ti måneder på posten blev Varde Kommunes kommunaldirektør, Henning Haahr Pedersen, i april 2025 sendt ud ad døren uden nævneværdig forklaring. Fyringen kom bag på mange, ikke mindst blandt de ansatte, der beskriver ham som både kompetent og vellidt. Men også borgerne studsede.

Haahr kom fra stillingen som kommunaldirektør i Odder, hvor han fra 2015 til 2024 havde opbygget et solidt ry. Da han den 1. juni 2024 tiltrådte i sin egen bopælskommune, var ansættelsesudvalget begejstret. Ti måneder senere ønskede byrådet imidlertid “en anden profil”.

Uofficielt tales der stadig i krogene om uenigheder, magtkampe og manglende tålmodighed med en direktør, der måske ville lidt for meget og lidt for hurtigt.

En direktør med ryggrad

Faktum er, at Henning Haahr fik flere politikere på nakken, da det i september 2024 kom frem, at byrådsmedlemmer var involveret i en ny sag om fejludbetalinger. Denne gang om tabt arbejdsfortjeneste. Sagen blev afdækket gennem aktindsigter fremskaffet af Gotommy.dk.

I en mail til politikerne den 10. oktober 2024, som Gotommy.dk har læst, slog kommunaldirektøren fast, at politikerne næppe kunne have handlet i god tro, da reglerne om tabt arbejdsfortjeneste havde været kendt siden konstitueringen i 2021. Kommunen har afvist at udlevere mailen, men den indeholder ingen personfølsomme oplysninger. Og netop derfor kan man formode, at indholdet ikke falder i god jord hos alle.

Når man fejer for grundigt

Måske blev Henning Haahr Pedersen for grundig. For når man begynder at feje, flytter man ikke kun støv . Nogle gange flytter man også noget, andre helst ville lade ligge. Det synes at være tilfældet i både sagerne om ulovlige vederlag og de betydelige beløb, der ifølge aktindsigter er udbetalt ulovligt til ti byrådsmedlemmer.

Om fyringen handlede om stil, substans, eller bare træthed med en direktør, der ville rydde op, må stå hen i det uvisse. Men den pludselige afsked diskuteres stadig flittigt blandt borgerne i Varde.

Bemærkelsesværdigt er det også, at tidligere borgmester Bent Poulsen fra Blåbjerg Kommune mødte op til to byrådsmøder for offentligt at stille kritiske spørgsmål til fyringen.

En dyr beslutning

Fyringen kostede skatteborgerne 3,2 millioner kroner i løn og fratrædelsesgodtgørelse. Et beløb, der overstiger den løn, Henning Haahr nåede at tjene i sine ti måneder som øverste chef.

I et interview med JydskeVestkysten den 15. august 2025 sagde han, at han stadig har svært ved at se, hvad der præcist førte til fyringen. Han lagde dog ikke skjul på sin kritik af flertallet i byrådet:

“Jeg har ikke så meget respekt for nogen af dem [byrådspolitikerne, red.] ud over Nærdemokraterne. De har sendt halvandet års løn efter mig – tak for det.
Men som borger er jeg pikeret. Ret beset burde nogle af de 22 politikere betale af egen lomme. De gør det kun, fordi de sidder på fællesskabets kasse.
Jeg er ikke Guds gave, men jeg har gjort mit bedste – og det kan jeg stå ved.”

Den 15. august 2025 tiltrådte Henning Haahr Pedersen en ny stilling ved Naturstyrelsen.


Her er afskedigelsen omtalt i JydskeVestkystens den 3. april 2025.