Advokat undersøger tabt arbejdsfortjeneste 

11-09-25 Læserbrev JydskeVestkysten

En ekstern advokat skal vurdere lovligheden af udbetalt tabt arbejdsfortjeneste til byrådsmedlemmer tilbage til januar 2022. Men skal hun også vurdere, om byrådsmedlemmerne over en bred kam har været i god tro? Det er i givet fald et skråplan.

I sagen om de ulovligt udbetalte vederlag slog både Ankestyrelsen og Indenrigsministeriet fast, at spørgsmålet om tilbagebetaling er et civilretligt anliggende. Det samme må naturligvis gælde her. Er der udbetalt penge uden lovhjemmel, skal de som udgangspunkt tilbage i kommunekassen. Sådan er reglerne også for kommunens førtidspensionister ifølge kommunens egne regler.

En ekstern advokat skal varetage kommunens interesser. Det er ikke hendes opgave at vurdere eller undskylde modtagerens eventuelle uvidenhed.

Reglerne er i øvrigt tydelige nok og ”byrådsmedlemmerne har også modtaget vejledning fra dag 1”, påtalte tidligere kommunaldirektør Henning Haahr i en mail fra 8. oktober 2024. Byrådsmedlem Birger Filskov (A) udtalte på byrådsmødet den 24. juni 2025, at han slet ikke syntes, det var så bøvlet endda. ”Jeg har nu haft nemt ved at bevæge mig indenfor rammerne”, sagde han blandt andet.

Byrådsmedlemmer, der ønsker at undgå tilbagebetaling, må – som alle andre borgere – søge privat juridisk bistand, medmindre de naturligvis ad frivillighedens vej tilbagebetaler. Byrådsmedlem Heidi Bundgaard (N) fortjener ros for at gå forrest. ”Alt andet er helt sort”, har hun udtalt.

Hvis kommunen bruger en skatteborgerbetalt advokat til at “frikende” ud fra formildende hensyn, undermineres både retssikkerhed og tillid. Det ville være misbrug af advokatens rolle. Borgerne har krav på en nøgtern juridisk vurdering af fakta. Ikke på et forsvarsskrift forklædt som objektiv rådgivning.


Her en afslørende artikel fra JydskeVestkysten, den 31. august 2025, om en central mail fra den nu fyrede kommunaldirektør Henning Haahr Pedersen, der angiveligt ville rydde op i snyderet. Mailen nægter Kommunen at udlevere, men jeg har afsløret dele af indholdet i den hemmelige mail af den 8. oktober 2024.

Illustrationen af advokaten er inspireret af Poul Madsens debatindlæg i Altinget, den 8. februar 2024: “Advokatundersøgelser er juridisk amatørteater”. Poul Madsen skriver bl.a., at “ingen er uvildige, hvis det er den ene part i en sag, der betaler gildet”.