Opslag – 21-11-2025
Nogle historier starter med store læk, whistleblowere eller dramatiske afsløringer. Min begyndte med noget så kedeligt som en automail.
Den 2. juli 2024 tikkede en automatisk feriebesked ind fra borgmesterkontoret i Varde Kommune. Det var en reaktion på en henvendelse til borgmesteren om de manglende fjernvarmegarantier. Helt rutinemæssigt. Eller… næsten. For i den stod der, at alle hastende henvendelser skulle rettes til 2. viceborgmester Steen Holm Iversen – en post der på papiret var ulønnet.
Det virkede uskyldigt. Men jeg studsede. Hvorfor skulle en ulønnet 2. viceborgmester være den formelle stedfortræder for borgmesteren? Hvorfor stod han som ansvarlig for borgmesterens funktioner, når der fandtes både en lønnet 1. viceborgmester og en lønnet politisk og administrativ struktur, der burde tage over?
Og vigtigst: Hvordan kunne det overhovedet være lovligt?
Automailen blev fjernet allerede samme dag. En fejl, sagde man. Men da var det for sent – jeg havde fået færden af noget, der lugtede forkert.
Det blev starten på det, der senere skulle udvikle sig til vederlagssagen. En sag, der afdækkede et sandt ta´-selv-bord af ulovlige og ulovligt tildelte vederlag. En sag, der bl.a. væltede tre borgmestre, smadrede en direktion, og endte med fyringen af kommunaldirektøren. En sag, der uden den lille automail nok aldrig var kommet frem.
Og her ligger pointen:
Man skal arbejde for sit held.
Det er ikke nok at håbe på, at sandheden falder ned i skødet på én. Man skal stille spørgsmål. Undre sig. Være villig til at grave, også når det virker småt og ubetydeligt. Automailen var en fejl – men et system, hvor fejl afslører noget, er sjældent sundt.
Jeg kendte ikke historien bag. Jeg vidste ikke, hvor den ville føre hen. Jeg vidste bare, at noget ikke stemte. Og at jeg havde en forpligtelse til at finde ud af hvorfor.
Resten er – desværre for kommunen, men heldigvis for demokratiet – lokalhistorie.
