Kronik – Avisen Danmark 06-01-2026
Til juni rejser jeg igen til Grønland – denne gang sammen med en tidligere Sirius-deltager, som kender landet indefra. Jeg håber ikke, at der kræves visum til den tid. For USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange luftet ønsket om at ”overtage” Grønland. Og retorikken skærpes. Officielt af sikkerhedspolitiske grunde, men også for at sikre adgang til øens mineralske ressourcer. Og måske snarere fordi Trump gerne vil skrives ind i historiebøgerne som præsidenten, der udvidede USA’s territorium. I samme åndedrag har han i øvrigt foreslået at gøre Canada til den 51. delstat og allerede omdøbt den Mexicanske Golf til den Amerikanske Golf.
Den seneste melding fra Trump er, at USA vil tilbyde grønlænderne ”økonomisk tryghed” og militær beskyttelse mod at Grønland bliver selvstændigt. Umiddelbart lyder det tillokkende. Men også selvmodsigende. For man kan ikke på én gang love et folk selvstændighed og samtidig overtage deres land. Trump begrunder sine udmeldinger med, at Danmark angiveligt har svigtet Grønland – militært, politisk og økonomisk. Kritikken er ikke helt grebet ud af luften. Danmark har længe udskudt nødvendige investeringer i forsvaret af Grønland, og det kan ikke afvises, at mange grønlændere historisk har følt sig marginaliseret og talt hen over hovedet. Men det er selvsagt ikke et gyldigt argument for amerikansk overtagelse eller ”beskyttelse”.
Til gengæld er det direkte forkert, når det hævdes, at Danmark modsætter sig grønlandsk selvstændighed. Tværtimod har skiftende danske regeringer for længst accepteret, at beslutningen alene tilkommer grønlænderne.
Hjemmestyreordningen fra 1979 og selvstyreordningen fra 2009 bygger på en klar forfatningsretlig sædvane: Grønland har uigenkaldeligt overtaget den lovgivende og udøvende magt på alle lokale sagsområder, som ønskes overtaget. Kun udenrigs- og forsvarspolitikken ligger fortsat hos rigsmyndighederne, i hvert fald indtil videre. Grønland kan endda overtage den dømmende myndighed, hvis man ønsker det. At Højesteret fortsat er øverste retsinstans, er derfor et valg og ikke et diktat.
Tilbage står det egentlige spørgsmål: Hvad betyder ”selvstændighed” i grønlandsk sammenhæng? Det er næppe realistisk på kort sigt, at Grønland kan opnå fuld folkeretlig suverænitet og indtræde i FN som en helt selvstændig stat. Befolkningens størrelse, økonomien og landets strategiske placering taler imod.
Derfor drøftes der i stigende grad folkeretlige mellemformer, hvor et andet land varetager forsvaret og yder økonomisk støtte.
Sådanne ordninger kan spænde vidt: fra næsten total afhængighed til mere snævre aftaler om forsvar og finansiering. På mange måder ligner Grønlands nuværende selvstyreordning i rigsfællesskabet allerede en sådan associering med Danmark. Endda med en lovfæstet ret til løbende at overtage flere sagsområder samt et årligt bloktilskud på omkring 4 mia. kr.
Spørgsmålet er derfor ikke, om Grønland skal være selvstændigt, men hvordan. Og her melder det mere konkrete spørgsmål sig: Kan USA reelt tilbyde en bedre og mere respektfuld ordning end den, Grønland allerede har i rigsfællesskabet?
Jeg tvivler. Ikke fordi Danmark har været fejlfrit, men fordi der i den amerikanske administration næppe vil være samme forståelse for Grønlands særlige kulturelle, sociale og politiske forhold. Erfaringerne fra Alaska, hvor inuitbefolkningen advarer kraftigt imod amerikansk dominans, bør give anledning til eftertanke.
Grønlands fremtid afgøres i Nuuk, ikke i Washington. Og hvis Trump virkelig ønsker stabilitet og sikkerhed i Arktis, bør han begynde med at respektere folkeretten og grønlændernes ret til selv at vælge deres vej.
USA er i forvejen militært til stede i Grønland. Da amerikanerne i begyndelsen af 1950’erne opførte basen i Thule, blev der indgået en aftale med Danmark, som stadfæstede den amerikanske tilstedeværelse. Aftalen fastslår, at den forbliver i kraft, indtil der er enighed om, at de nuværende farer for det amerikanske kontinents fred og sikkerhed er ophørt.
Sikkerheden i Arktis er med andre ord allerede reguleret. Alt andet er ikke et tilbud om selvstændighed, men et gennemskueligt forsøg på at omdøbe stormagtsambitioner til økonomisk og sikkerhedsmæssig tryghed. Som allerede findes i forvejen.
Her er kronikken fra AVISEN Danmark, den 6. januar 2026:
