Opslag – 16-01-26
Der findes få regler i den kommunale forvaltning, som er mere grundlæggende end tavshedspligten. Den er ikke pynt. Den er ikke en høflighedsfrase. Og den er ikke noget, man kan tage let på, når stemningen er hyggelig, og publikum nikker genkendende.
Alligevel er det præcis, hvad der skete, da Vardes nye borgmester under et offentligt politikermøde på værestedet Paraplyen i november måned valgte at omtale mig ved navn og referere til min kontakt og korrespondance med kommunen. Flere uafhængige deltagere har efterfølgende bekræftet hændelsen, ligesom jeg har modtaget dokumentation for, at fokus under mødet i usædvanlig grad også blev rettet mod en navngiven borger og fortrolige forhold i en verserende sag.
Det er i sig selv problematisk. Men det bliver alvorligt, når det sker fra en politiker, der få uger senere skal indtage borgmesterkontoret.
Et særligt ansvar
En borgmester – også før den formelle tiltrædelse – har et særligt ansvar for at værne om borgernes retssikkerhed, privatliv og tillid til systemet. Det indebærer, at man ikke bruger konkrete borgere som illustrationer i politiske fortællinger, og slet ikke ved at referere til deres henvendelser, sagsforløb eller personlige forhold i offentlige forsamlinger.
Det harmonerer dårligt med de værdier om ordentlighed, respekt og troværdighed, som ellers fremhæves flittigt i festtaler og presseinterviews.
Tavshedspligten er ikke betinget af, om borgeren er kritisk. Den gælder også, når borgeren stiller mange eller få spørgsmål. Og den gælder i særdeleshed, når borgerens spørgsmål er ubelejlige.
Når kritikken vendes på hovedet
Det er bemærkelsesværdigt, at borgeres henvendelser i den konkrete situation blev fremstillet som et problem i sig selv. For ofte udspringer gentagne spørgsmål ikke af stædighed, men af kommunens egen praksis: mangelfulde svar, manglende svar eller svar, der ændrer karakter undervejs.
Det er ikke borgeren, der skaber et kafkask forløb, når der skal spørges tre-fire gange for at få klarhed over noget, som burde kunne besvares enkelt. Det er systemet.
At problematisere borgerens insisteren på svar – i stedet for at tage et opgør med praksis – er at skyde budbringeren.
Tavshedspligt som lakmusprøve
Sagen handler ikke om mig som person. Den handler om principper. Hvis en ny borgmester finder det acceptabelt offentligt at omtale navngivne borgere og deres korrespondance, svækkes tilliden til, at andre borgere kan henvende sig til kommunen uden at risikere offentlig udstilling.
Og netop derfor er tavshedspligten en lakmusprøve:
- Kan den overholdes, når kritikken er skarp?
- Kan den overholdes, når man er presset?
- Kan den overholdes, når man gerne vil score et billigt grin?
Hvis svaret er nej, har man et problem – ikke borgeren.
En venlig, men klar og bestemt påmindelse
Jeg har ad to omgange skriftligt (27.11.2025 og 8.12.2025) gjort den nye borgmester opmærksom på den omtalte optræden og anmodet om, at gentagelser undgås. Jeg har ikke modtaget hverken beklagelse eller undskyldning. Hun har tilkendegivet at have noteret sig henvendelserne, men uden yderligere afklaring eller korrigerende handling. Sagen står derfor uantastet, og man må lægge til grund, at budskabet ikke er blevet taget til sig.
Netop derfor er det nødvendigt at slå det grundlæggende princip fast med syvtommersøm:
- At omtale konkrete borgere og deres henvendelser i offentlige sammenhænge hører ingen steder hjemme. Det strider mod god forvaltningsskik, mod reglerne om tavshedspligt og mod den ordentlighed, som kommunens øverste politiske ledelse både bør – og selv giver udtryk for at ville – gå forrest med.
Skulle lysten til igen at bruge kritikere som rekvisitter i den offentlige debat melde sig, kan denne artikel passende genlæses som en påmindelse om, hvor grænsen går.
Tavshedspligt er ikke en anbefaling. Det er altså en forpligtelse.
