Opslag – 22-03-26
Der sker noget helt særligt i Danmark, hver gang nogen nævner ordet formueskat. Mange af landets rigeste mænd får pludselig samme kropssprog som en håndværker, der lige har fået sin lønseddel, kigger på beløbet efter skat og tænker: “Hva’ skete der lige dér?”
Pludselig står flere fremtrædende erhvervsfolk i kø for at fortælle os andre, at de altså flytter, hvis formueskatten vender tilbage. Til et sted, hvor staten ikke rører deres penge.
Det er lidt pudsigt, for det er jo de samme mennesker, der ellers elsker at fortælle historien om, hvordan de byggede det hele selv. Helt alene. Som en slags dansk Elon Musk i en garage.
Ingen nævner så lige, at garagen stod i et land med gratis uddannelse til medarbejderne, veje til lastbilerne, hospitaler til medarbejderne, statsstøtte under coronapandemien. Og med et politi og et retssystem, der gør, at man faktisk tør drive forretning.
Men når regningen for fællesskabet kommer, så bliver det pludselig meget principielt. Så er Danmark nærmest blevet en socialistisk røverbandestat, må man forstå.
Det er lidt som når en fyr sidder på en bar, drikker hele ølkassen , og så bliver rasende, når det er hans tur til at betale næste omgang.
Og truslerne er altid de samme: “Hvis I beskatter mig, så flytter jeg!”
Rolig nu, chef. Det er ikke en fabrik fra 1970, der kan pakkes ned i en container og sejles til Singapore. Det meste af din forretning ligger stadig her. Med danske medarbejdere. Danske og udenlandske kunder. Dansk infrastruktur. Og ikke mindst i et velhavende og fredeligt land med stærke demokratiske institutioner.
Så måske kunne man også bare sige det ærligt: Man vil gerne tjene pengene i Danmark. Man vil bare helst ikke betale for Danmark.
Men meget tyder faktisk på, at det er en dårlig idé at genindføre en formueskat, og det er netop derfor, bl.a. erhvervslivet rasler så højlydt med sablen. For i bedste fald er en formueskat uden større effekt. I værste fald kan den være direkte skadelig.
Det geniale består i, at forslaget muliggør en valgkamp, hvor blå blok bruger kostbar taletid på at gå i forsvar for landets absolut rigeste. Hvilket i virkeligheden er opfyldelsen af den vådeste drøm hos Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, som længe har ønsket at gøre den stigende ulighed til valgkampens hovedtema.
Og sørme om ikke blå blok hoppede lige i fælden. Én efter én stiller de blå partiledere sig frem som forsvarere af landets aller-, allerrigeste. Det kunne for eksempel være direktøren for Vestas Wind Systems, Henrik Andersen.
I Berlingske erklærer han sig “stærkt oprevet” over forslaget og mener, at “nok er nok”, mens man for sit indre blik næsten kan se ham stampe i gulvet. “Jeg vil ikke finde mig i det,” siger Vestas-direktøren, der oppebærer en årlig gage på omkring 32 millioner kroner, og nu truer med at flytte til udlandet.
Med en så generøs håndsrækning fra direktionsgangen hos Vestas skal Mette Frederiksen nok trække sejren sikkert i land. I Socialdemokratiet sidder de og kniber sig selv i armen og tror ganske enkelt ikke deres eget held.
