Vardes mange topplaceringer med bundkarakter

15-7-2025 – Læserbrev JydskeVestkysten

Man må tage hatten af for Varde Kommunes evne til at kommunikere. Når for eksempel Dansk Industri udgiver deres årlige hitliste over erhvervsvenlige kommuner, er kommunens top straks ude med fest og fanfarer – også sidste år, hvor Varde røg hele 10 pladser ned. “Vi er stadig en erhvervsvenlig kommune,” lød det ukueligt, som var det en Tour de France-etape, og man glædede sig over at have overlevet stigningen.

Til gengæld – når for eksempel borgmesteren afsløres som Syd- og Sønderjyllands mest køreglade kommunalpolitiker – ja, så er stilheden fra rådhuset næsten poetisk. Ikke en pressemeddelelse, ikke en video med smil og selvironi. Man kunne ellers spørge: Hvorfor benytter borgmesteren ikke en af de mange kommunale biler, der dagligt står og keder sig på parkeringspladsen? “Jeg har 10-12 møder om dagen,” lyder svaret i TV Syd. Desværre viser borgmesterens kørelister noget andet: To-tre møder uden for rådhuset, på en god dag.

Man kunne også tage et kig på Ankestyrelsens rang-liste over kommuner med flest omgjorte børnehandicapsager: Varde er landets mester – mere end to ud af tre klagesager ændres. En slags kommunal russisk roulette – bare med handicappede børns livskvalitet som indsats.

Men hvorfor stoppe dér? Nu viser det sig, at Varde også er helt i top med bundkarakter, når det gælder antallet af anbragte børn blandt ansatte i egen Børne- og Familieafdeling. Det er ret imponerende. Men måske har kommunen alligevel fat i noget, når de siger, at de er tæt på borgerne?

Kun ranglisten fra Dansk Industri kan tilsyneladende få Rådhuset til finde trompeterne frem. Børnene, bilerne og borgerne larmer åbenbart ikke højt nok.

JydskeVestkysten har via mail tilbudt borgmester Mads Sørensen (V) at svare på læserbrevet, men har ikke modtaget noget svar. Som dokumentation for påstanden om, at borgmesteren sjældent har mere end to-tre møder uden for rådhuset, har Tommy Søndergaard sendt kørelisten for Mads Sørensen i januar 2023. JydskeVestkysten har ikke undersøgt, om denne måned er repræsentativ.