Opslag – 22-11-25
For nylig skete der noget, jeg ikke havde regnet med: En borger fra Sønderjylland, som jeg aldrig har mødt, har indstillet mig til Cavlingprisen. Det er et skulderklap, der ramte mig ret stille. For når en helt ukendt person bruger sin tid på at skrive en grundig indstilling, så betyder det, at mit arbejde har gjort en forskel et sted, jeg ikke selv kan se.
Jeg driver gotommy.dk alene – uden redaktion, uden økonomi og uden andet bagland end min egen stædighed. Blot en af flere hobbies. Men efter 22 år som redaktør af et kommunalt personaleblad ligger det mig nok ikke fjernt at snuse mig frem til frås, grove fejl og magtmisbrug i det offentlige. Men faktisk begyndte gotommy.dk som et nysgerrigt forsøg på at forstå, hvordan tingene i virkeligheden foregår i vores lokale demokrati og i de inderste lønkamre i det offentlige. Undervejs er jeg dog stødt på mere, end jeg havde forestillet mig: ulovlige udbetalinger til politikere, ulovlige tavshedsklausuler og karantæner, kreative konstruktioner og beslutninger, der ikke kunne tåle dagens lys.
Det meste af mit arbejde har handlet om Varde Kommune, hvor en række afsløringer de seneste år har sendt chokbølger gennem både det politiske og det administrative system. Jeg havde aldrig troet, at et enkelt menneskes aktindsigter og vedholdenhed kunne vælte en hel direktion, få 3 borgmestre til at trække sig, partier til at sprække og myndigheder til at genvurdere praksis. Men sådan blev det. Ikke fordi jeg råbte højst, men fordi dokumenter sjældent lyver.
Det er ikke uden personlige omkostninger at stikke næsen frem. Det har også kostet på hjemmefronten. Men jeg tror fuldt og fast på, at demokrati og ytringsfrihed kun fungerer, hvis nogen bliver ved med at stille spørgsmål – også når det er besværligt, og man risikerer at træde nogen over tæerne. Den insisteren er ikke heltemod, men ganske almindelig sund fornuft. Det offentlige er vores alles, og derfor har vi ret til at vide, hvad der foregår, også i de inderste lønkamre.
Livet som byrådsmedlem ville sikkert være meget nemmere uden borgere, der følger med i, hvad der sker bag de lukkede døre. Seneste eksempel på den politiske disciplinering var forslaget om at fjerne livestreamingen af byrådsmøderne. Et andet eksempel er den såkaldte ”gabestoksag”, hvor en engageret borger blev udstillet som besværlig på en åben dagsorden – til skræk og advarsel for andre, der blot har vovet at stille spørgsmål til en betændt sag. Og nogle af de mere sarte byrådsmedlemmer nøjes ikke med det, men truer oven i købet med advokat eller andre ukvemsord for at få mig til at tie stille. Det er desværre vilkårene.
At blive indstillet til Cavlingprisen ændrer ikke på, hvordan jeg arbejder. Jeg fortsætter som før – med nysgerrighed, dokumentation og en vis jysk beskedenhed. Men jeg tager indstillingen som en stille påmindelse om, at én borgers stemme faktisk kan rykke noget, når den bruger fakta og vedholdenhed som værktøj.
Og hvis det kan inspirere andre til at stille spørgsmål, så er det måske den største pris af dem alle.
Her følger JydskeVestkystens ”Headline” til artiklen om indstillingen til en Cavling-pris, den 1. november 2025. Tryk på nedenstående udklip for at læse hele artiklen:
