Opslag – 30-12-2025

Varde har fået nyt byråd, og man må sige, at der er blevet tænkt nyt. Rigtig nyt. Tre af kommunens tungeste og mest teknisk komplekse poster er nemlig landet hos tre nye, uerfarne kræfter – tilfældigvis alle kvinder – med baggrund i sygepleje- og pædagogfaget.
Det er i sig selv hverken problematisk eller forkert. Tværtimod. Folkestyret lever af, at alle kan vælges, og omsorgsfag er bestemt ikke nogen diskvalifikation for ledelse.
Men når borgmesterposten, formandsposten for Din Forsyning og det tekniske udvalg på én gang bemandes med uprøvede formænd, så må man godt tillade sig at hæve øjenbrynene en anelse. Ikke så meget af frygt, men mere af nysgerrighed.
For enten har Varde Kommune pludselig opdaget en hidtil overset teknisk og strategisk ledelsesreserve i sygepleje- og pædagogfaget…eller også har man haft lidt for travlt med at konstituere og sætte flueben ved fornyelse, symbolik og tillid, uden helt at overveje læringskurven.
Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at tre af de tungeste poster nu samtidig fungerer som introduktionsforløb i kommunal topstyring, forsyningsøkonomi og teknisk forvaltning.
Man kunne kalde det modigt. Man kunne også kalde det et eksperiment. Og som med alle eksperimenter er det nok klogt at følge udviklingen tæt, og samtidig have manual, støttehjul og backup klar.
Men der er så også en slags balance flettet ind: Bilforhandleren fra Venstre, Poul Burgaard, er udpeget som 1. viceborgmester. Som noget nyt deles viceborgmesterhonoraret nu mellem flere, og viceborgmesterfunktionen får dermed også karakter af en understøttende rolle for borgmesteren.
I teknisk udvalg er den erfarne Preben Friis-Hauge – også fra Venstre – valgt som næstformand, hvilket sikrer kontinuitet og faglig ballast. Og i Din Forsyning er de 2 herrer – helt bevidst må man formode – tilsvarende repræsenteret i bestyrelsen som Vardes repræsentanter.
Set udefra fremstår kabalen derfor i nogen grad velovervejet: De tunge poster er besat med nye uprøvede formænd, mens erfaringen er placeret tæt på, dog uden det formelle ansvar og ejerskab af de gode ben. Det er en model, der godt kan fungere. Men den er også så gennemskuelig, at man næsten må konstatere, at den er bevidst.
Og i øvrigt tillykke til Socialdemokratiet med at have omsat kun fire mandater til blandt andet hele tre formandsposter. Et udfald, der giver god mening, hvis man husker, at konstitueringen blev lagt, før valgresultatet var kendt, og nervøsiteten i Venstre var størst. Og på et tidspunkt hvor risikoen for et borgmesterflertal uden om Venstre endnu ikke var afværget.
Det bliver også interessant at følge, hvilken rolle den nye kommunaldirektør, Karoline Klaksvig, vælger at indtage. Om hun primært vil være den administrative garant for drift og ikke mindst lovmedholdelighed – eller i praksis fortsat træde frem som kommunens ansigt og samlingspunkt udadtil.
Det nye byråd er nu sat. Roller og ansvar er på papiret fordelt. Hvordan de forvaltes i praksis, vil der blive fulgt med i. Det skylder man de egentlige arbejdsgivere: skatteborgerne.
