Debat – AvisenDanmark – 27-03-26
Jeg må indrømme, at jeg er blevet en smule urolig efter det seneste valg. Ikke bare over stemmetallene i sig selv, men over hvad de repræsenterer.
At Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti går så markant frem bl.a. på en dagsorden, der i mine øjne bygger på frygt for det fremmede, burde give anledning til eftertanke – ikke jubel.
Det, der for alvor fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, var dog ikke resultatet alene. Det var lykønskningen fra Viktor Orbán, fra Ungarn. Når en leder, der igen og igen kritiseres for at underminere demokratiske principper og pressefrihed i sit eget land, føler sig kaldet til at klappe danske politikere på skulderen og tale om, at “patrioter vinder terræn i hele Europa”, så bør vi måske stoppe op et øjeblik.
For hvad er det egentlig, der vinder frem? Er det kærlighed til fællesskabet, eller er det mistillid til dem, der ikke ligner os selv? Er det ansvarlig politik, eller er det populisme forklædt som handlekraft?
At også hollandske Geert Wilders istemmer lykønskningerne, tegner et billede af et politisk fællesskab, som jeg personligt ikke finder betryggende.
Jeg savner en mere ærlig samtale om, hvad det er for værdier, vi ønsker skal definere Danmark. For mig er det ikke frygt, men tillid. Ikke splittelse, men sammenhængskraft. Man kan mene meget om udlændingepolitik og grænser. Det er en legitim debat. Men når retorikken bliver hårdere, og når de politiske alliancer bevæger sig i retning af ledere, der åbent udfordrer demokratiske spilleregler, så er det ikke længere bare politik. Så er det et spørgsmål om retning.
Og den retning bør vi tage alvorligt. For hvem er det egentlig, vi får vores bifald fra, og hvorfor? Det er måske det mest urovækkende spørgsmål af dem alle.
