2-06-2025 – Debat Avisen Danmark
Jeg har netop besøgt Grønland – Nuuk, Ilulissat og Oqaatsut – og vender hjem med hjertet fyldt af indtryk. Det var ikke bare naturen, der tog vejret fra mig, men mødet med grønlænderne: varme, gæstfrie mennesker, stolte af deres kultur og historie, og ikke blege for at trække på smilebåndet over både stormvejr og stormagters klodsede tilnærmelser.
Grønlænderne ved godt, at Danmark spiller en vigtig rolle i skolevæsen, sundhedsvæsen, politi og infrastruktur. Men de bærer ikke en taknemmelighedsgæld – de ønsker partnerskab, ikke formynderi. Ligeværd, ikke afhængighed. Det er tydeligt, at de ønsker at være en del af rigsfællesskabet, men som sig selv – ikke som et bilag til Danmark.
Jeg har samlet grønlandske frimærker, siden jeg var dreng. Nu har jeg endelig sat fødderne på det land, der prydede mine albums. Det var ikke blot en drengedrøm, der gik i opfyldelse – det blev en rejse ind i et nært og dog overset forhold. Et forhold, som vi i Danmark bør værne om med mere ydmyghed, større nysgerrighed – og ægte respekt.
Grønland er et storslået land med blot 56.000 indbyggere, og selvstændighed er ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden – det ved grønlænderne godt. Men de bærer håbet i hjertet. Et håb, der ikke bygger på brud, men på en gradvis modning og på bevidstheden om, at ægte selvstændighed kræver både tid og tryghed.
Danmark har ikke altid udvist den respekt og forståelse, som Grønland har fortjent – hverken historisk eller kulturelt. Alligevel står én ting klart: Grønland ved godt, hvem deres sande ven er. Og den ven skal Danmark blive ved med at være – med åbne ører, åbent sind og ligeværdig hånd.
