Kronik – Avisen Danmark – 09-09-2026
For seks år siden skrev jeg et indlæg med overskriften: Hvorfor løber skraldemanden altid? (i Avisen Danmark, 23. maj 2020, red.)
Jeg havde ofte undret mig over, at skraldemændene kom i små løb mellem skraldespandene. En dag spurgte jeg en af dem, hvorfor de altid havde så travlt. Svaret var kort: ”Vi har fri, når vi er færdige med vores rute.”
Det er egentlig en genial måde at organisere arbejde på. Der er en opgave. Den skal løses. Når den er løst, er man færdig.
Det fik mig til at tænke på postbudene. Dengang de kom spurtende op ad gaden, var princippet det samme. Men da ledelsen opdagede, at de hurtigste kunne nå mere, fik de mere arbejde. Og så forsvandt løbet. Hvorfor arbejde hurtigt, hvis belønningen for effektivitet blot er endnu en bunke arbejde?
Historien siger noget vigtigt om vores måde at organisere arbejde på. Og den er måske værd at huske, nu hvor landets byråd er presset til også at finde besparelser på administrationen og bureaukratiet.
Der er i hvert fald noget at tage fat på. Cepos har i en analyse fra juli 2026 beregnet, at kommunerne samlet kan spare 5,7-8,4 mia. kr. årligt på ledelse og administration, hvis de bringer produktiviteten op på niveau med de bedst sammenlignelige kommuner. For min egen kommune, Varde, peger analysen f.eks. på et potentiale på 106-136 mio. kr.
Dansk Erhverv peger på et andet, men beslægtet problem. Antallet af offentligt fuldtidsansatte i administrative funktioner er siden 2019 vokset med 20,9 procent til over 102.500. Hvis antallet blev bragt tilbage til 2019-niveauet, vurderer Dansk Erhverv, at der kunne frigøres omkring 9 mia. kr. årligt og mere end 18.000 fuldtidsansatte.
Tallene er store. Men hvad skal man egentlig spare væk? Det er her, jeg synes, vi bør tale meget mere om pseudoarbejde. Kunstig intelligens bliver et andet fokuspunkt. Pseudoarbejde er arbejde, der godt kan udføres både grundigt og professionelt, men som i sidste ende ikke skaber nogen væsentlig værdi for andre. Det kan være møder, rapporter, koordinering, dokumentation og projekter, som efterhånden har fået deres eget liv.
Det betyder ikke, at alt administrativt arbejde er unødvendigt. Selvfølgelig ikke. Men vi er nødt til at turde stille det ubehagelige spørgsmål: Hvad sker der, hvis vi lader være med at gøre det?
Hvis svaret er: ”Så sker der ikke rigtig noget”, har vi måske fundet noget, der kan spares væk. Det lyder enkelt. Men det er åbenbart svært.
For organisationer har en bemærkelsesværdig evne til at skabe arbejde til sig selv. Et møde fører til et referat. Referatet fører til en opfølgning. Opfølgningen fører til en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen laver en handleplan, som skal evalueres, og evalueringen giver anledning til et nyt møde. Sådan vokser den skjulte fabrik. Og her bliver Parkinsons lov interessant: Arbejdet har en tendens til at udvide sig, så det udfylder den tid, der er til rådighed.
Måske er det også derfor, vi nogle gange kan få den fornemmelse, at der er meget travlt på rådhuset, uden nødvendigvis at kunne se, hvad der bliver produceret. Man går. Man mødes. Man koordinerer. Man superviserer, og der følges op. Jeg kalder det for sjov “flow motion”. Men spøgen dækker over et alvorligt spørgsmål: Er travlhed blevet et mål i sig selv? I den offentlige sektor er sammenhængen mellem aktivitet og værdi mere indirekte. Her kan vi let måle antallet af medarbejdere, møder, projekter, strategier og sager. Men det afgørende spørgsmål er vanskeligere: Hvad fik borgeren ud af det?
Det er netop dét spørgsmål, jeg synes, byrådene bør stille, når der nu skal findes besparelser på administrationen. Ikke bare: Hvilke stillinger kan vi nedlægge? Men: Hvilke opgaver kan vi helt holde op med at udføre?
Det er to meget forskellige spørgsmål. Hvis vi bare skærer procentvis, risikerer vi at fjerne noget, men hvis vi leder efter pseudoarbejdet, kan vi måske frigøre både penge og ressourcer, og her står skraldemanden som en god kontrast. Han har en rute. Han ved, hvad opgaven er. Når skraldespanden er tømt, er resultatet synligt. Når ruten er kørt, er arbejdet gjort. Han behøver ikke en strategi for næste års tømning. Han behøver ikke et møde om, hvorvidt skraldespanden er blevet tømt på en værdibaseret måde.
Han tømmer den. Og løber videre. Måske skulle vi bruge samme enkelhed, når vi ser på det administrative arbejde: Hvad er opgaven? Hvad er resultatet? Hvem får glæde af det? Og hvad sker der, hvis vi lader være?
Det sidste spørgsmål er måske det vigtigste. For hvis svaret altid er, at opgaven er nødvendig, kan den administrative fabrik fortsætte med at vokse. Flere regler skaber mere administration. Mere administration skaber behov for flere medarbejdere. Flere medarbejdere skaber behov for mere koordinering, flere møder og mere dokumentation. Og så vokser fabrikken videre.
Når flere og flere kræfter bruges på at administrere, dokumentere og koordinere det offentlige arbejde, er der færre kræfter til selve kerneopgaven. Og samtidig vænner vi os til, at nye problemer løses ved at oprette nye funktioner, nye projekter nye ledelseslag og nye arbejdsgange.
Sådan kan pseudoarbejde vokse, uden at nogen egentlig har besluttet, at det skal vokse. Derfor bør spørgsmålet ikke kun være, hvordan vi kan få den offentlige sektor til at løbe hurtigere. Vi bør også spørge, hvorfor vi løber, og om vi overhovedet behøver at løbe den rute.
For måske er den største effektivisering ikke at få mere arbejde ud af de offentligt ansatte. Måske er den at fjerne det arbejde, der aldrig burde have været der. Det er dér, jagten på pseudoarbejdet for alvor bør begynde.
For det er langt lettere at oprette en ny stilling, en ny arbejdsgruppe eller et nyt projekt end at spørge, om det hele overhovedet er nødvendigt. Når først den administrative fabrik har fået sit eget liv, vil den naturligt kæmpe for at bevare sig selv.
Det er her, magthaverne skal turde gå imod strømmen: Skære opgaver væk – ikke bare mennesker. Lukke projekter – ikke bare budgetter. Fjerne bureaukrati – ikke blot flytte det rundt. For den offentlige sektor er sat i verden for at løse opgaver for borgerne – ikke for at skabe stadig mere unødigt pseudoarbejde til sig selv.
