Da Varde Kommune beslaglagde sit eget personaleblad

Opslag – 9-02-2026

Et tilbageblik på en sag om ytringsfrihed, ledelsesmagt og et meget langt efterspil –  med tråde til i dag

I september 2002 kulminerede en usædvanlig og voldsom sag i Varde Kommune. Efter 18 år som redaktør for kommunens personaleblad Personale Nyt blev jeg pludselig fjernet fra posten, et færdigtrykt oplag på 1.800 eksemplarer blev beslaglagt – og senere destrueret – efter direkte indgriben fra kommunaldirektøren.

Bladet indeholdt kritik. Men intet var faktuelt forkert, og jeg havde hverken overtrådt Styrelsesloven eller Offentlighedsloven som påstået. Ej heller rammerne for almindelig anstændig og passende adfærd – med et fint ord benævnt ”decorum”.

Et blad, der var klar til omdeling

Fredag den 13. september 2002 var aftalt leveringsdag for en ny udgave af Personale Nyt. Bladet var korrekturlæst, godkendt og færdigtrykt hos P.E. Offset i Varde. Jeg havde modtaget prøvetryk allerede den 5. september, og efter få rettelser var alt klar til distribution. Intet tydede på, at noget var galt.

Kommunaldirektørens indgreb

Tidligt samme morgen blev jeg gjort opmærksom på, at kommunaldirektøren var mødt usædvanligt tidligt ind. Kort efter blev jeg kaldt ind til et møde, der næppe varede mere end fem minutter.

Her meddelte kommunaldirektøren, at leveringen af Personale Nyt blev stoppet med øjeblikkelig virkning.

Begrundelsen var, at bladet efter hans opfattelse:

  • overtrådte Offentlighedsloven ved omtale af en generationsskifteaftale,
  • havde en stil, han ikke brød sig om, og
  • indeholdt fejl.

Samtidig vurderede han, at jeg havde “mistet min dømmekraft” og derfor pr. dags dato var frataget hvervet som redaktør.

Et surrealistisk øjeblik

Indgrebet var både uventet og surrealistisk. Jeg vidste, at jeg havde styr på fakta og at indholdet var indenfor de fastlagte rammer for bl.a. ytringsfrihed. Oplysningerne var desuden allerede tidligere offentliggjort eller baseret på bekræftelser fra de involverede parter selv.

– Et helt oplag af et færdigtrykt personaleblad på 1.800 eksemplarer blev af kommunaldirektøren beslaglagt i trykkeriet PE Offset, Varde

Det stod også hurtigt klart, at kommunaldirektøren dagen før havde hentet et eksemplar af det færdigtrykte blad direkte på trykkeriet. Jeg var den eneste i organisationen, der officielt var i besiddelse af et særtryk.

Fyring – og stilhed

Samme dag som indgrebet sendte jeg en detaljeret e-mail til kommunaldirektøren, hvor jeg punkt for punkt imødegik kritikken og protesterede. Jeg gjorde opmærksom på faktuelle forhold, tidligere dialoger og manglende proportionalitet.

Jeg fik aldrig svar, men kort tid efter modtog jeg – formentlig ved en fejl – fakturaen fra trykkeriet på produktionen af det beslaglagte blad. Pris: 16.687,50 kr. På fakturaen stod bemærkningen: “Stoppet inden den var færdig”. Det blev et afgørende dokument.

Et censurlignende indgreb

Beslaglæggelsen og destruktionen af et færdigtrykt personaleblad er et ekstremt indgreb. For mig stod det klart, at der var tale om en handling med tydelige censurlignende træk – uanset hvilke hensigter, der blev påberåbt.

Sagen udviklede sig dramatisk og eskalerede efterfølgende i en egentlig fyringssag og et tjenstligt forhør, hvor jeg blev pure frikendt for alle beskyldninger. Forhørslederen i det tjenstlige forhør, landsretsdommer Kirsten Thorup, uddelte endda særdeles kras og opsigtsvækkende kritik af Kommunens ledelse i den endelige beretning fra det tjenstlige forhør. ”Det var hævet over enhver tvivl, at jeg ikke havde begået tjenstlige forseelser”, stod der bl.a. i beretningen. Jeg var naturligvis ramt med en forhammers kraft med den pure frifindelse og den heri indbyggede æresoprejsning.

Hvorfor skrive om det igen?

Jeg skriver om sagen igen nu – mere end 20 år senere – fordi jeg nu som redaktør af go-tommy.dk oplever ubehagelige paralleller til dengang. I dag ikke i form af beslaglæggelse og trykstop, men gennem f.eks. intimiderende og utilslørede mails fra både ledende embedsmænd og folkevalgte byrådsmedlemmer, der åbenlyst og ubegrundet tager afstand fra, at jeg på min egen hjemmeside også retter kritisk opmærksomhed mod forhold, som fortjener offentlighedens lys.

Gabestoksagen”, ”tissepausesagen” og ”vederlagssagen” er andre aktuelle eksempler, der indeholder forskellige grader af magtfuldkommenhed og grov mobning af de borgere eller politikere, der tør stille spørgsmål og forholde sig kritisk til lovovertrædelserne.

Netop derfor er sagen stadig relevant. Den rummer fortsat principielle spørgsmål, som ikke bliver mindre vigtige med tiden:

• Hvor går grænsen for ledelsens og politikeres indgreb i kritisk formidling?
• Hvad betyder ytringsfrihed i en offentlig sammenhæng, når den udfordrer magten?
• Og hvad sker der, når saglig kritik opleves som ”for meget”?

Denne hjemmeside kan heldigvis ikke beslaglægges. Jeg holder mig til dokumenterede fakta og saglig kritik. Det har jeg gjort i mange år. Og det agter jeg også at gøre fremadrettet.

Et særtryk af det færdigtrykte og forbudte Personale Nyt – Nr. 4 2002 – 19. årgang – kan i øvrigt læses via linket her på hjemmesiden: “18 år som redaktør af Personale Nyt” – dernæst “Det forbudte blad”. Her.

Sagens mere detaljerede forløb er desuden beskrevet i bogen “På kant med Varde Kommune”, som kan læses frit her på hjemmesiden. Se kapitel 5, side 39: “Færdigtrykt personaleblad beslaglægges”. Her.