Opslag – 03-10-2026
Verden er blevet mere uforudsigelig. Demokratiet er under pres, stormagterne rører på sig, og gamle alliancer er ikke længere så selvfølgelige som før. Men midt i mørket er der fire udviklinger, som giver grund til håb.
Jeg gik for nylig fra et foredrag med DR’s udlandskorrespondent Steffen Kretz med en blanding af uro og håb. Uro, fordi hans beskrivelse af den verdensorden, vi bevæger os ind i, er vanskelig at ignorere. USA’s rolle har ændret sig dramatisk, Rusland fører fortsat krig mod Ukraine, Kina udfordrer Vesten, og de gamle forestillinger om, at demokrati, frihandel og internationale spilleregler næsten automatisk ville brede sig, er blevet alvorligt udfordret. Kretz’ vurdering af udviklingen i USA er på en gang både særdeles skræmmende og skarp. Han ser Donald Trumps udvikling af det amerikanske politiske system som et historisk brud og som et meget alvorligt angreb på de demokratiske normer.
Man kan diskutere både formuleringen og graden af alvor. Men det er svært at komme uden om, at verden omkring os er blevet mere usikker. Alligevel hæftede jeg mig mest ved noget andet fra foredraget. For efter alle de mørke billeder pegede Kretz på fire lyspunkter. Og måske er det netop dem, vi har brug for at tale mere om. For når verden bliver uoverskuelig, er der en risiko for, at vi kun ser de store katastrofer. Vi ser Trump, Putin, krigene, konflikterne og stormagternes magtkampe. Men historien bliver ikke kun skrevet af de største lande og de stærkeste og mest højtråbende ledere. Nogle gange bliver den også skrevet af vælgere, små lande og befolkninger, der nægter at give op.
1. Ungarn: Demokratiet kan overraske
Det første lyspunkt er Ungarn. I 16 år sad Viktor Orbán og hans Fidesz-parti på magten. Regeringen blev af internationale organisationer og forskere kritiseret for udviklingen af et såkaldt illiberalt system, hvor blandt andet mediernes uafhængighed og andre demokratiske institutioner blev svækket. Ved valget i april 2026 skete så det, mange havde tvivlet på kunne ske: Orbán tabte magten til Péter Magyars Tisza-parti, som fik et stort flertal i parlamentet. Det interessante er ikke kun, at Orbán tabte. Det interessante er, at han tabte efter 16 år ved magten.
Og det skete i et land, hvor medielandskabet i årevis havde været stærkt præget af regeringen. Reuters Institute har efter valget beskrevet, hvordan Fidesz-regeringen kontrollerede en meget stor del af medierne, mens oppositionen i høj grad måtte søge andre veje til vælgerne. Alligevel lykkedes det oppositionen at mobilisere. Det er et vigtigt demokratisk signal. Og det fortæller os, at demokrati ikke nødvendigvis forsvinder, bare fordi magthavere forsøger at bøje institutionerne til deres fordel. Vælgerne kan stadig overraske, men det betyder ikke, at Ungarn nu har løst alle sine problemer. Det betyder heller ikke, at det nye flertal automatisk vil skabe et perfekt demokrati. Men magtskiftet minder os om noget helt grundlæggende: En befolkning kan stadig sige fra.
2. Grønland: Da Europa stod sammen
Det andet lyspunkt ligger tættere på os selv. Grønland. Trump havde gentagne gange sagt, at USA skulle have Grønland, og han ville ikke udelukke brug af militær magt. Det satte ikke bare Danmark og Grønland under pres. Det satte også NATO’s grundidé på prøve: Hvad sker der, hvis et NATO-land angriber et andet NATO-lands territorium? I januar 2026 kom svaret i en anden form. Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Norge, Sverige og andre europæiske lande sendte soldater til Grønland på dansk invitation. Det var mindre militære kontingenter og rekognoscerings- og øvelsesstyrker, men signalet var tydeligt: Grønland stod ikke alene. Danmark stod ikke alene. Et amerikansk militært angreb ville have udløst en historisk krise for NATO. I stedet blev det diplomati, alliancer og europæisk solidaritet, der kom til at præge situationen. Det er måske ikke så spektakulært som en stor traktat. Men det er et lyspunkt.
I september 2026 indgik USA, Danmark og Grønland så en ny forsvarsaftale, der bygger videre på 1951-aftalen. Den giver USA mulighed for at udvide sin militære tilstedeværelse, blandt andet med nye forsvarsområder i Narsarsuaq og Mestersvig, mens Danmark og Grønland fortsat er parter i aftalen. Samtidig øgede EU sit engagement i Grønland med en ny partnerskabsaftale og en investeringspakke på 200 millioner euro.
Pointen må være, at diplomati, alliancer og eksisterende aftaler stadig har betydning, også når en stormagt banker hårdt på døren.
3. Ukraine: Friheden viste sig at være stærkere end forventet
Det tredje lyspunkt er Ukraine. Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, var der mange, der forventede, at krigen ville blive afgjort hurtigt. Det skete ikke. Ukraine har nu levet med krigen i mere end fire år. Landet er blevet udsat for enorme ødelæggelser og menneskelige tab. Men det har samtidig udviklet en bemærkelsesværdig evne til at tilpasse sig. Et af de mest synlige eksempler er droneteknologien. Ukraine er blevet et laboratorium for moderne krigsførelse. Droner, kunstig intelligens, digitale systemer og hurtig innovation er blevet en del af landets måde at føre krig på.
Men udviklingen stopper ikke ved fronten. I september fortalte Ukraines minister for digital transformation, Oksana Ferchuk, til Reuters, at landet ønsker at bruge erfaringerne fra krigen til at udvikle en langt større højteknologisk eksportsektor. Ukraine hjælper allerede andre lande, især de arabiske lande, med blandt andet droneforsvar og ønsker at omsætte sin militære og digitale erfaring til civile teknologier. Og i juli indgik Danmark og Ukraine en aftale om det såkaldte Drone Deal-samarbejde. Det omfatter blandt andet fælles produktion, teknologioverførsel og adgang til nye markeder. Ukraine havde på det tidspunkt indgået tilsvarende aftaler eller var i gang med forhandlinger med en række andre lande.
Der er noget næsten paradoksalt i det. Et land, som kæmper for sin overlevelse, er samtidig blevet et af Europas vigtigste centre for innovation inden for moderne forsvarsteknologi. Ukraine minder os derfor om noget, som vi måske har glemt: Man skal passe på med at undervurdere et menneskes eller et folks vilje til at forsvare sin frihed.
4. Europa: Vi er måske begyndt at forstå, hvad vi har
Det sidste lyspunkt er måske det vigtigste af dem alle. Europa. I mange år har EU været synonymt med besværlige regler, bureaukrati og lange forhandlinger. NATO har på sin side været den store amerikanske sikkerhedsgaranti, som de fleste europæere har taget for givet, men det er vanskeligere i dag.
Men måske har den nye situation også gjort noget godt. Europa er begyndt at tage større ansvar for sin egen sikkerhed. EU og NATO har i det seneste år styrket samarbejdet om forsvar, hybridkrig, beredskab og modstandsdygtighed. Samtidig har de europæiske lande øget deres forsvarsindsats og arbejdet tættere sammen om militære kapaciteter. Formand for Europa-kommissionen Ursula von der Leyen har samtidig argumenteret for, at Europa skal styrke sin egen sikkerhedspolitiske kapacitet og samarbejde endnu tættere med NATO. I sin tale om Unionens tilstand i september talte hun blandt andet om behovet for et stærkere europæisk sikkerhedssamarbejde og en større europæisk rolle i forsvaret af kontinentet.
Og så er der Storbritannien. Landet forlod EU. Men sikkerhedspolitikken har vist sig at være stærkere end Brexit. I 2026 har London og Bruxelles arbejdet på at få et tættere samarbejde om forsvar og sikkerhed. Den britiske regering har selv understreget behovet for et tættere forhold til EU, blandt andet fordi de europæiske lande står over for fælles sikkerhedspolitiske udfordringer. Det er faktisk ret bemærkelsesværdigt. For måske er det først, når man føler sig truet, at man for alvor opdager værdien af det fællesskab, man har.
Vi må ikke blive naive, men heller ikke opgivende
De fire historier fortæller ikke, at verden er blevet et bedre sted. Det er den ikke. Rusland er stadig i krig med Ukraine. Stormagterne konkurrerer hårdere. Demokratier er under pres. Og USA’s rolle i den vestlige verdensorden er blevet langt vanskeligere at forudsige. Men Ungarn, Grønland, Ukraine og Europa fortæller tilsammen en anden historie. Historien om, at udviklingen ikke er givet på forhånd.
Orbán kunne besejres. En stormagt måtte forhandle. Ukraine kunne overleve og udvikle sig. Og Europa begyndte at opdage, at det faktisk har kræfterne til at tage større ansvar for sin egen fremtid. Men det er ikke en grund til at læne sig tilbage. Tværtimod. Det er en grund til at engagere sig. For demokratiet og friheden er ikke nogen selvfølge. Det er noget, vi skal værne om og forsvare. De fire lyspunkter beviser ikke, at alt nok skal gå godt. Men de minder os om, at historien stadig er åben. Og måske er det slet ikke optimisme, vi har brug for. Måske er det noget mere jordnært og beskedent: evnen til at få øje på de kræfter, der stadig virker, når verden omkring os begynder at vakle.
